25 år med ungdomsteater i Hvidovre

25 år med ungdomsteater i Hvidovre

Klar med fem jubilæumsforestillinger i Langhøjskolens teatersal i denne uge

Året var 1993, dengang var det ikke en stor gruppe, der besluttede sig for at skabe deres egen teaterforening i Hvidovre, men gruppen er vokset siden.

I år er det 25 år siden, at Hvidovre Ungdoms Teater - HUT - så dagens lys og havde deres ilddåb med “Albert og den store Rapollo” Siden da, har det ikke stået stille. Hvert år ligger Langhøjskolens teatersal sæder og scene til, at Hvidovres børn og unge kan stå på scenen og underholde deres kammerater, familie og medborgere. Det er blevet til mange forestillinger, både klassikere og nyfortolkninger, som Ronja Røverdatter, Bølle Bob, Pippi Langstrømpe, Annie, Frode og alle de andre rødder, Kærlighed ved første hik og mange flere.

I løbet af årene er foreningen vokset, børn bliver ældre og trænger til nye udfordringer og sådan blev scenen Zeus til. Her er man gået bort fra børneteater og fokuserer på unge og voksne,- med nyskrevet dramatik og leg med udtryk og form, er Zeus scenen, hvor man kan udfolde sig som voksen.

Det nyeste skud på stammen er Mini-HUT, her er der plads til endnu mere leg og de små eventyr, der bliver spillet for familien, ruster børnene til at starte på den store scene, når de bliver gamle nok.

Jubilæumsforestilling

Jubilæum er noget særligt og derfor inviterer Hvidovre Ungdoms Teater i år til kæmpe jubilæumsforestilling, hvor alle tre scener samarbejder om, at lave et brag af en familieforestilling.

“1001 Nats eventyr” er historien om den unge Scheherezade og hendes forsøg på at redde landets kvinder fra den onde sultan, som dræber en ny ung brud hver aften. Scheherezade fortæller sultanen historier, hver nat fortæller hun en ny og håber, at han gennem historierne vil lære noget om sig selv og om, hvad kvinder er værd, hvis man lytter til dem.

Tag med på en rejse gennem østen og mød både ånder, røvere, kamelsælgere, slavinder, Ali Baba og Aladdin.

Jubilæumsforestillingen kan ses nu på onsdag, torsdag og fredag kl. 19 samt lørdag kl. 12 og 16 i Langhøjskolens teatersal på Hvidovre Strandvej 70A.

- Så tag bare børn, børnebørn, nabobørn og barnlige sjæle med i teateret og fejre jubilæum sammen med Hvidovre Ungdoms Teater, lyder opfordringen.

menu
menu