Afgørelsen gjorde rigtig ondt

Afgørelsen gjorde rigtig ondt

En simpel gribefejl kostede Avedøre point - Nick Ilsø følte sig bortdømt

FODBOLD: Det er en målmands lod at spille en fejlfri kamp i 75 minutter, og så pludselig begå en fejl, der bliver kampafgørende. Sådan var det for Avedøres målmand Rasmus Siggaard, da han 10 minutter før tid allerede mentalt havde sat det indlæg, han var i færd med at gribe, i gang. Bolden forsvandt mellem handskerne og lige ind på en modstander, der løb bolden i mål og dermed sikrede Fremad Valby den femte sejr på stribe.

Fortjent eller ej, var det en afgørelse, der gjorde ondt. Avedøre havde igen kæmpet som et kollektiv og fået skabt nogle fine muligheder. Især i kampens første 45 minutter var der tre gode tilløb, der kunne have endt med en scoring. Chris Lindskow havde et godt frisparksforsøg i det 8. minut, som Fremads målmand lige fik pareret. Nick Ilsø havde en fin mulighed efter et godt løb i dybden, der gik lige udenom, og Niklas Myhrmann en fin mulighed efter 23 minutter, hvor han bare ikke fik ramt den åbning, der var der fra spids vinkel.

Avedøre kom ikke så godt ud til 2. halvleg, hvor Fremad Valby fik sat sig tungere på spillet. Bjørn Jensen fik en hård medfart i det 63. minut, hvor han blev tacklet af banen. Gult kort til modstanderen og et til Bjørn Jensen, der reagerede voldsomt og efterfølgende måtte lade sig udskifte. To gule kort, hvoraf Fremad Valbys sagtens kunne have været en nuance mørkere. Svært at forstå, at begge spillere skulle takseres lige hårdt.

Avedøre satsede i slutfasen alt med både Martin Nordentoft og Niklas Myhrmann helt fremme, men det var nu Nick Ilsø, der bragte sig i centrum. Han tæmmede en bold i feltet og blev tacklet i brysthøjde.

- Et klart straffespark, som kampens dommer bare ikke takserede til noget, kommenterede Nick Ilsø.

- Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor han ikke syntes, der var grund til at dømme det. Modstanderens tackling var ikke på bolden, men direkte på mig, så jeg blev forhindret i at løbe videre...

Træner Peter Juul: - Der var mange gode ting i kampen og i holdet, men det er næsten ikke til at finde ord, når afgørelsen kommer på den måde. Indsatsen som hold er godkendt, men målet gjorde ondt...

ebo@hvidovreavis.dk

menu
menu