Alle spillere holdes i gang

Alle spillere holdes i gang

Hvidovres volleyherrer havde ingen problemer med at spille sig i semifinalen hvor Middelfart venter

VOLLEYBALL: Det så egentlig ganske enkelt og forholdsvis let ud, da Hvidovres volleyherrer hjemme fredag aften vandt kvartfinaleopgøret mod ASV fra Aarhus med sikre 3-0. Cifrene 25-19, 25-17 og 25-17 siger alt. Nu venter Middelfart ude på søndag i Middelfart. Herefter får Hvidovre to hjemmekampe den 21. marts kl. 20.30 og den 24. marts kl. 12.30. Kampene afvikles i bedst af fem.

Selvom de så let ud havde Hvidovre været udfordret med hele fire mand syge i ugen op til fredagskampen.

- Det var derfor vigtigt, at vi kunne holde alle mand i spil, kommenterede træner Martin Olesen.

- Når man vender tilbage efter sygdom, skal der lige bruges lidt tid på at finde sig selv igen, så derfor var der mange spillere i spil til kampen, som jeg overordnet set var tilfreds med - resultatsmæssigt. Nu kan vi slappe af i weekenden og forhåbentlig genfinde kræfterne inden træningen mandag, hvor vi arbejder målrettet frem mod den første kamp på søndag ude mod Middelfart...

- Jeg synes, vi har en del, der kan forbedres i vores spil, så der er nok at tage fat på. Det er nu, man skal kæle for detaljerne og finpudse de ting, der gør, at man som hold kan besejre et stærkt mandskab fra Middelfart. Vores mål med sæsonen var en plads i semifinalen om DM, og det mål er indfriet. Men vi vil mere...

Sejren over ASV var en pligtsejr, men det var godt at se, at flere nøglespillere præsterede, da de skulle. Casper Munk hører til de mere rutinerede, men han har stadig en gylden arm, der kan afgøre meget. Jens Feldthus er fremtidens mand, og han holder også højt niveau. Blokkerkonstellationerne fungerede rigtig fint i perioder. Når Nicolai Houmann og Tomasz Stanczuk lukker af, er det en mur man spiller mod. Begge hævere kom i spil Jon Junker indledte, inden Casper Olesen tog over. Han har været skadet, men fik meget spilletid og er klar igen. Modtagespillet skal have højere kvalitet mod en modstander som Middelfart.

ASV var på ingen måde en truende modstander, dertil var de individuelle fejl for mange og for afgørende.

ebo@hvidovreavis.dk

menu
menu