Alt for kostbare afbrændere

Alt for kostbare afbrændere

Håndbolddamerne brændte og brændte og tabte unødvendigt

HÅNDBOLD: Det var med en positiv oplevelse, Hvidovres håndbolddamer spillede lørdagens hjemmekamp mod Brøndby. Midt i ugen var det nemlig blevet til storsejr over Dalby på hele 33-17. Desværre kunne damerne ikke leve op til de gode takter og tabte 28-26 efter at have været bagud med 16-10 ved pausen. Det positive holdet kan tage med videre er 2. halvleg, som blev vundet 16-12.

Hvorfor gik det galt? Svarene er nok flere, men alt for mange helt oplagte misbrugte chancer havde deres indvirkning. Heraf tre misbrugte straffekast plus et væld af gennembrud, som bare ikke blev omsat i mål. Brøndbys målmand blev skudt til verdens bedste, selvom hendes udgangspunkt hver gang var “sprællemandsfiguren” med lavt tyngdepunkt og masser af plads omkring hofter, mellem benene og afslutninger højt i målet.

Hvis bare halvdelen af de misbrugte chancer var blevet omsat i mål, havde HIF’s damer vundet en komfortabel sejr. Brøndby spillede med et meget offensivt forsvar, som Hvidovre fandt løsningen på at straffe, men med de mange misbrugte chancer og udeblevne mål, kom der ikke noget ud af det. Det var egentlig først i slutningen af 1. halvleg, der kom gang i målmaskinen. Det var wingen Julie Berg, der sluttede af med et par mål, som hun så også indledte 2. halvleg med at score. Samtidig valgte træner Daniel Grandahl et gå frem med en dobbelt mandsopdækning, og den virkede. Målmand Rikke Bangsgaard stod glimrende og tog lidt ekstra, og Brøndbys føring skrumpede ind. Med fem minutter tilbage var HIF kun bagud med to mål, men begik så nogle helt afgørende personlige fejl som betød, at Brøndby kunne hive en smal sejr hjem.

Maria-Louise Dam og Jule Berg blev kampens topscorere hver med i alt seks mål. Maria-Louise Dams fem mål blev scoret alene i 2. halvleg, hvor hun sammen med Julie Berg havde løst gåden omkring Brøndbys målmand.

ebo@hvidovreavis.dk

menu
menu