At p-vagten ikke må chikanere, - en gratis omgang!

At p-vagten ikke
må chikanere, -
en gratis omgang!

“En kommunal parkeringsvagt skal ikke chikanere bilister i Hvidovre”, lyder det fra et par lokalpolitikere i byrådet.

Herligt, kan man umiddelbart tænke. Men også lidt komisk. For holdningen afspejler måske mest af alt en åbenbart almindelig opfattelse: At p-vagter simpelthen chikanerer bilister.

Det er nok de færreste, der synes, at det er direkte behageligt at få en parkeringsafgift/bøde. Men de fleste ved nok også, at parkeringsafgiften er, hvis den ellers er udstedt korrekt, givet, fordi man som bilist har parkeret ulovligt. Den er nok ikke givet for at chikanere, eller fordi parkeringsvagter er særligt ondsindede eller jagende mennesker.

P-vagter skal naturligvis overholde reglerne for, hvornår de må udskrive parkeringsafgifter - og hvis man som modtager ikke mener, at reglerne har været brudt, kan man selvfølgelig klage.

Når lokalpolitikere således siger, at det ikke er meningen, at den lokale parkeringsvagt “skal chikanere”, men derimod opdrage, så får man den tanke, at det da er lidt af en gratis omgang. Medmindre selvfølgelig disse lokalpolitikere har tænkt sig at stå og coache den kommende parkeringsvagt hver morgen, inden vedkommende bevæger sig ud i Hvidovres gader - for at udskrive parkeringsafgifter.

Man ser det for sig: “Husk at udskrive parkeringsafgiften med indlevelse og smil. Borgerne skal opfatte det som en venlig måde at blive opdraget på”.

menu
menu