Banedanmark inviterer til tunnelvandring

Banedanmark inviterer til tunnelvandring

De to største og mest markante tunnelkonstruktioner på den nye bane ligger i Valby og Hvidovre og de er nu færdige

Tunnelkonstruktionerne på den nye bane i Valby og Hvidovre er færdige og derfor inviterer Banedanmark i samarbejde med entreprenør Per Aarsleff A/S, Hvidovre Kommune, Københavns Kommune og Områdefornyelsen Kulbanekvarteret på tunnelvandring i de to nye jernbanetunneller, Hvidovretunnellen og Kulbanetunnellen.

- Vi giver vores naboer en enestående mulighed for at komme ned og gå en tur i de to tunneller, der ellers er lukket for offentligheden.

Det er en oplagt lejlighed for os til at takke vores naboer for den tålmodighed, der er udvist, mens det omfattende arbejde har stået på, siger Banedanmarks tunnelchef Martin Ipsen.

Tunnelvandringerne foregår torsdag den 11. maj i Valby og torsdag den 8. juni i Hvidovre.

300 meter under jorden

Hvidovretunnellen er åben fra kl. 16.30 til kl. 18.30 torsdag den 8. juni.

Man bliver sendt ned i tunnellen løbende.

Mødested er på parkeringspladsen foran Kvickly ved nødudgangen til Hvidovretunnellen. Selve tunnelvandringen er på omkring 300 meter, og der bliver kun mulighed for at gå den ene vej. Skal man retur til startpunktet, skal man gå langs Vigerslev Allé.

Der er åbningstaler ved borgmester Helle Adelborg, Banedanmark og entreprenør Per Aarsleff A/S.

Praktisk information

Alle er velkomne og tilmelding er ikke nødvendig. Der er ingen elevator, så man skal kunne klare trapper/ramper.

Det er ikke muligt at medtage cykler, klapvogne, barnevogne og hunde. Der er meget få parkeringsmuligheder, så kom derfor til fods, på cykel eller med offentlig transport. Husk praktisk fodtøj.

oas@hvidovreavis.dk

menu
menu