Bekymring om antal p-pladser

Bekymring om antal p-pladser

Lokalplan for nyt boligbyggeri ovenpå Frihedens Butikscenter sendes nu i høring. Undervejs skal det undersøges, om der er p-pladser nok indregnet i projektet

Lokalpolitikerne er bekymrede for, om der er nok p-pladser, og om der er planer om en fastfoodrestaurant ved Frihedens Butikscenter.

Det var de helt overvejende indsigelser, da kommunalbestyrelsen tirsdag aften behandlede, om de kunne sende en ny lokalplan om boligbyggeplaner ovenpå Frihedens Butikscenter ud i en fire ugers høring.

Derfor undersøges antallet af p-pladser nu nærmere, mens høringssvarene, i følge politikerne, forhåbentlig lander i brevkassen.

Ingen fastfood

Sagen havde ellers i Bygge- og Planudvalget gennemgået en lille forandring, idet udvalget havde foreslået, at planerne om en drive-in-restaurant skulle droppes til fordel for flere parkeringspladser og en el-stander.

- Vi deler den bekymring (for antallet af p-pladser, red.), men det er noget, der skal undersøges i høringsperioden. Og hvad angår restaurant, så var det et nyt koncept, som ejerne havde i pipelinen. Vi kan ikke bestemme, hvilken restaurant der må være, men vi kan godt have en god dialog med ejerne. Og det ser jeg frem til, sagde Helle Adelborg blandt andet under sagens behandling.

Heller ikke kravet om, at der eventuelt skulle opstilles el-stander, viste sig at være gangbart.

- Dette gælder kun for nybyggeri. Parkeringspladserne til de nye boliger vil blive placeret i den allerede etablerede parkeringskælder under butikscentret. Administrationen vurderer på den baggrund, at planloven ikke giver mulighed for at indarbejde det af Bygge- og Planudvalgets stillede krav om, at der etableres el-standere på p-området i lokalplanen, stod der i et notat, der var udarbejdet efter mødet i Bygge- og Planudvalget.

Politisk glæde

Helt overordnet var der dog politisk glæde over byggeplanerne.

- Vi synes godt om projektet. Det passer godt ind i området og tilbyder nogle boliger, som vi har brug for. Men vi er glade for, at parkeringsbehovet er nævnt og undersøges. Og så ser vi ellers frem til at læse høringssvar, sagde Karoline Cleemann fra Hvidovrelisten.

Fra Venstre var der også glæde over projektet.

- Vi er lykkelige for det her projekt, vi er bare rigtig bekymrede over p-pladserne, sagde Charlotte Munch.

Fra Enhedslistens side blev der desuden rejst bekymring om, om den korte høringsfrist var tilstrækkelig. Den bekymring blev imidlertid afvist af Bygge- og Planudvalgets formand, René Langhorn (DF).

- Hvis man er imod det her projekt, behøver man ikke otte uger for at skrive det i et høringssvar, sagde han.

Årsagen til at høringsfristen er kort, skyldes dels at ændringer i planlovens bestemmelser gør det muligt at nøjes med en fire ugers høringsfrist, dels at Hvidovre Kommune ønsker at imødekomme bygherre med en kort proces.

Den nye lokalplan sendes i høring fra den 8. november og frem til den 6. december. Se nærmere på Hvidovre Kommunes hjemmeside under "Høringer og afgørelser".key

Der er bekymring for om der er afsat nok parkeringspladser i det nye projekt. (Arkiv foto)

Der er bekymring for om der er afsat nok parkeringspladser i det nye projekt. (Arkiv foto)

menu
menu