Bli’r der julefest i ”Tumlehuset”?

Bli’r der julefest i ”Tumlehuset”?

Så kom det også i TV-Lorry, - en omtale af skandalebyggeriet af den store børne- og idrætsinstitution “Tumlehuset”, der er under opførelse på cirkusgrunden ved Byvej i Avedøre.

Hvidovre Avis har adskillige gange berettet om det kommunale institutionsbyggeri, der skulle have stået færdigt til indflytning for snart et år siden (september 2017). Flere gange har det været lovet færdigt, og de mange børn, der har været passet i de ganske utidssvarende lokaler på nabogrunden i Børnehavehuset "Enghøj", har været klar til såvel indflytningfest som sommerfest flere gange.

I forsommeren kom borgmester Helle Adelborg for skade til at “love institutionen færdig til indflytning den 14. juli i år”. Det skete i et svar på et stærkt byggekritisk læserbrev fra en lokal arkitekt, der privat havde fulgt byggeriet fra starten, og ikke mente, det blev færdigt før en gang i efteråret, måske endda senere. Han mente i øvrigt at byggeriet var dårligt udført, og at kommunens tilsyn var mere end mangelfuldt.

Kommunen har flere gange undskyldt forsinkelserne med uoverensstemmelser mellem hovedentreprenøren GVL og totalrådgiveren, arkitektfirmaet Rubow. Der har været tale om mange løftebrud, og man forudser et retsligt efterspil. En anden, måske mere gangbar, undskyldning har været, at kommunen har været “bundet” af udbudsreglerne. Men på det område er der dog også muligheder for en grundig vurdering af hvilke entreprenører og firmaer man entrerer med.

Man har nu sat Hvidovre Kommunes ejendomschef herself til dagligt at tilse byggeriet for at få skub i processen, men ingen på Hvidovre Rådhus tør lige nu gætte på en indflytningsdato.

Vort gæt: Måske er der en chance for en åbnings- og julefest i “Tumlehuset”?

menu
menu