"Blunder" og et straffespark kostede Hvidovre to point

"Blunder" og et straffespark kostede Hvidovre to point

En forrygende HIF-start med næsten "superliga-spil", var ikke nok mod Kjellerup

FODBOLD: Vist kan det lade sig gøre, men det er sjældent nok at vinde fodboldkampe på dominans og godt spil i de første 20 minutter, og så fulgt op af lige så gode takter i de sidste 20 minutter...

Sådan var situationen for Hvidovre i lørdagens oprykningsspil i 2. division mod Kjellerup IF på Hvidovre stadion, og hjemmeholdet måtte da også nøjes med 2-2. Måske ikke så dårligt som det så ud til, for Kjellerup havde jo ugen forinden besejret Næstved - en af de klare oprykningsfavoritter?

Hvidovre spillede forrygende godt i starten af kampen, med hurtige kombinationer og målsøgende attitude. 1-0 føringsmålet kom efter 14 min., og var da også udløst af 3-4 hurtige pasninger mellem Aabech, Agger, Lazarevic og sluttelig en bold til en helt udækket Louka Andreassen, der fra venstrekanten hamrede bolden i nettet. Det spil var Superliga-værdigt, og høstede da også stort bifald fra de 755 tilskuere.

Hvor var midtbanen?

Men desværre løb HIF-opvisningen mere og mere ud i sandet som halvlegen skred frem. Jyderne pakkede sig bestemt ikke sammen, men spillede friskt med fire mand helt fremme, og fik efterhånden også et overtag på midtbanen. Man kunne godt være lidt i tvivl om hvilke HIF-spillere der egentlig udgjorde midtbaneaksen, Fredslund og Agger fik ikke fat i meget, Christopher Østberg var overbetydet?.

Omkring den halve time kom den jyske udligning til 1-1, hvor HIF-forsvaret tog sig en alvorlig "blunder" i højre side, så Sebastian Denius havde let ved at afdrible to mand inde i feltet og sluttelig trille bolden mellem benene på målmand Hasling. I denne periode, og den første del af 2 halvleg, var Kjellerup dominerende på midtbanen, og havde flere gode forsøg, inden de kom foran 1-2 på straffespark, begået helt unødigt af HIF-keeperen i højre side helt ude på kanten af feltet. Til hans undskyldning kan vi måske sige, at han to andre gange måtte agere højre back, men alligevel...

Hvidovre kom dog stærkt tilbage i sidste del af kampen, og kunne vel godt have fortjent sejren på det voldsomme pres og adskillige gode forsøg. Men det blev kun til et enkelt mål, - et flot ét, sat ind af Kim Aabech efter 65 min., med et kanonskud fra kanten af feltet.

To, der er savnet!

Bortset fra den dumme svipser i 1. halvleg og det lige så unødige straffespark, spillede HIF’s bageste forsvar rimeligt, mens det i perioder kneb med organisationen og opspillet. Der savnes helt tydeligt et par spillere som Kasper Kristensen og Malte Kiilerich, som bl.a. var garanter for træner Per Frandsens parole om presspil i det succesrige efterår. De takter vil der utvivlsomt være behov for, når HIF skal på de svære udebaneopgaver i det jyske...

mads-

Kim Aabech drejer flot forbi lige så rutinerede Thomas Røll, og hamrer bolden i nettet til 2-2, da der mangler omkring 20 minutter

Kim Aabech drejer flot forbi lige så rutinerede Thomas Røll, og hamrer bolden i nettet til 2-2, da der mangler omkring 20 minutter

menu
menu