Boligejere indberetter selv til BBR

Boligejere indberetter selv til BBR

Selvbetjeningsløsning er allerede taget i brug

Det er blevet lettere for boligejere at opfylde deres oplysningspligt, når de f.eks. udskifter en olietank til fordel for fjernvarme eller bygger et nyt redskabsskur. Den digitale selvbetjeningsløsning “Ret BBR” er udviklet af SKAT, og kan nu også bruges af Hvidovre Kommunes boligejere.

- Vi forventer, at hovedparten af de indberetninger, som i dag kommer via mail, vil flyttes til Ret BBR. Vi ser allerede nu en positiv effekt, fortæller Anja Dalberg, centerchef for Plan og Miljø, og fortsætter:

- Det er let at bruge, og man kan ikke gøre noget forkert. Kommunen godkender ændringerne, inden de bliver registreret, så vi sikrer, at alt er beskrevet korrekt.

Selvbetjeningen findes på bbr.dk/ret. Det kan dog stadig lade sig gøre at skrive en mail til kommunen, hvis man foretrækker det. Rettelser til BBR kan sendes til bbrbolig@hvidovre.dk.

Det er enhver boligejers ansvar, at det som står anført i registret, er korrekt. Dataene bliver blandt andet brugt til at udregne ejendomsværdiskat på boligen. På bbr.dk kan man læse mere om, hvornår man som boligejer skal rette sine BBR-oplysninger.

Bygnings- og Boligregistret, eller BBR, registrerer data om alle landets bygninger og boliger og indeholder oplysninger om boligens areal, boligtype, antal værelser, tagmateriale, køkkenforhold mm.

menu
menu