Cykelstier, der ligger for sig selv, har fået navne

Cykelstier, der ligger for sig selv, har fået navne

Papegøjestien, Nordlundsstien og 17 andre cykelstier får nu navneskilte

Det bliver lettere at fortælle præcist, hvor man er henne, når 19 cykelstier i Hvidovre, som ikke ligger i forbindelse med en vej, får navneskilte. Det er Kommunalbestyrelsen, der har besluttet, at man skal kunne se, hvor man er - også når man cykler rundt i Hvidovre.

- Vi var enige om, at det var en god idé at gøre lidt mere ud af de nye cykelstinavne, så vi allesammen kan bruge navnene, når vi taler om de steder, vi færdes. Så nu kommer der nye skilte op, siger borgmester Helle Adelborg og fortsætter: - Det har været noget af en opgave, da der både er nationale, regionale og internationale cykelstiruter, fodgængerruter osv. Men alle de oplysninger er nu blevet samlet på et skilt sammen med stinavnet.

Det var det Centrale Vejregister (landsdækkende register, hvor man indberetter alle veje), der fik kommunen til at gå i gang med at navngive også de cykelstier, der ligger for sig selv - altså ikke følges med en vej. Det betyder, at Hvidovre nu er blevet beriget med bl.a. Papegøjestien, Nordlundsstien, Centerstrøget, Kanalstien og Dæmningsstien.

I øjeblikket arbejdes der med at sætte skilte med stiernes nye navne op. Vej- og Parkafdelingen har sat cirka halvdelen af skiltene op - og fjerner samtidig de gamle skilte.

menu
menu