De åbner ”loppeparadis” i den gamle Netto-butik

De åbner ”loppeparadis”
i den gamle Netto-butik

Der dufter stadig af friske spånplader i den gamle Netto på Sadelmagerporten i Store Hus ved Avedøre Stationsby, og det er ikke så mærkeligt, for der er blevet opført over 300 reoler i den over 800 m2 store butik.

Der er travlt, da butikken åbner næste lørdag den 26. august, og der allerede er lejet mange reoler ud. Reolerne kan lejes med mulighed for at tjene en ekstra skilling ved at sælge gemmer, hjemmelavede kreationer og produkter og er designet sådan, at man frit kan vælge at sælge tøj og ting eller kombinere. Herudover er der masser af gulvstande, hvor man kan sælge større ting såsom møbler, cykler og barnevogne. Butikken hedder “Loppeparadis”, og er som navnet siger, det helt store paradis i lopper mm.

Loppesupermarkedet, som man kalder konceptet, der efterhånden er blevet et kendt og succesfuldt fænomen landet over, kommer til Avedøre og Hvidovre, hvor Trine Christfort og Lene Green kommer til at stå for den daglige drift.

- Det kan være både besværligt og tidskrævende at sælge og købe brugte ting, men det laver vi om på i Loppeparadisset, fortæller Lene Green. - Ved at samle mange folks ting og sager i en hyggelig butik med smilende medarbejdere, prøverum, loungeområde, børnehjørne og meget mere, bliver det nu en loppetjans at sælge og købe lopper. Modsat et traditionelt loppemarked behøver man ikke stå i standen, men overlader det til butikken, som til gengæld tager 15 procent i kommission. Man slipper for besværet med daglig at pakke tingene og er ikke afhængig af vejr og vind, da det hele er indendørs alle ugens dage. Der går helt sport i, hvor meget man får solgt, da man dagligt får en sms med dagens salg. Man har også mulighed for at komme ind og få indsat sit salg på sit betalingskort, så men behøver ikke vente på sine penge.

- Genbrug er helt fantastisk. Der er rigtig meget, der går til spilde, hvilket både går ud over din pengepung og miljøet. Så undgå at smide dine gode gamle ting ud og lad andre få glæde af dem. Der er stor interesse for loppefund og genbrug og derfor stor sandsynlighed for at en anden vil købe netop dine ting, slutter Lene og Trine, og understreger, at næsten alt sælges, når bare prisen er rigtig og varen præsenteres rigtigt.

Man kan booke via e-mail på loppeparadis@gmail.com - www.loppeparadis.dk - eller tlf. 41 41 03 11. Der er fuld gang i udlejningen af reoler og man forventer at størstedelen af reolerne er udlejet når "loppeparadiset" åbner her medio august.

menu
menu