De nye faldt godt ind i Frandsens spillestil

De nye faldt godt ind
i Frandsens spillestil

2-0 sejr over FC Nykøbing, kunne være blevet dobbelt så stor, trods syv udskiftninger i pausen

FODBOLD: Selv om træner Frandsen advarer og understreger at der er himmelvid forskel på træningskampe og divisionsopgør, kan man ikke helt slippe de positive forventninger til Hvidovres comeback i 1. division. Lørdagens testmatch mod et etableret 1. divisionshold Nykøbing FC, der med store sponsorer satser meget på Superligaen, viste i hvertfald et HIF-mandskabet der er beredt til de store opgaver.

Hvidovre vandt 2-0, men det mest bemærkelsesværdige var dog, at de var så dominerende, og at man kunne skifte syv spillere ud til pausen, og faktisk skulle have vundet meget større på godt gennemspil til åbne målchancer i 2 halvleg. Tilsyneladende har HIF-staben haft et godt blik for nyerhvervelserne, Rasmus Louie Larsen, Nicklas Bjerre Schmidt og ikke mindst de mere rutinerede Stefan Nygaard og Thomas Sørensen, der alle faldt formidabelt godt ind i Frandsens pres-spillestil i 1 halvleg, som HIF vandt 2-0.

Mål efter 3. min.

Det startede fint, da Stefan Nygaard steg til vejrs og headede Nicolaj Agger helt fri i fremløb, hvorefter han blev fældet. Klart straffe efter bare tre minutter, og Agger eksekverede selv. HIF havde overraskende styring på tingene og pressede på. Det blev til en ny stor chance til Agger, og adskillige hjørnespark, inden Malthe Killerich fik presset bolden over målstreger til 2-0 efter et nyt hjørne i det 36. min.

Kort efter havde Nykøbing den eneste virkelige chance i 1. halvleg, da topscorer Mikkel Dahl pludselig kunne løbe helt udækket frem og heade til et højt indlæg, men keeper Oliver Korch klarede skærene med en flot refleks.

Næsten et nyt hold

I pausen skiftede HIF ikke færre end syv spillere ud - og et kvarter efter én mere. Man syntes nok det var lidt rigeligt, men Frandsen vil åbenbart teste hele sin trup og især give flere af de unge en chance.

- Det er nødvendigt med en bred trup, og at spillerne kender hinanden, hvis vi skal klare os i 1. division, understreger HIF-træneren.

- At vi, trods de mange udskiftninger, kunne holde Nykøbing fra de store chancer, og endda “sidde på spillet”, betragter jeg som et godt tegn.

Thomas Sørensen blev udskiftet med Nicolai Bak Johannessen, Rasmus Louie med Frederik Emil Andersen, Nicolaj Agger med Kim Aabech, Stefan Nygaard med Lirim Qamili, Nicklas Bjerre Schmidt med Magnus Koch og Louka Prip Andreasen med Lasse Brandt Hansen, - og 10 minutter senere Christopher Østberg med Casper Löween Jensen.

På trods af udskiftningerne dominerede HIF dog stadig. Vi noterede 2-3 gode Nykøbing-forsøg inde i feltet, der dog alle blev ekspederet over mål. HIF var nærmere både 3-0 og 4-0 på en række gennemspillede angreb, og en masse chancer inde i målfeltet, hvor gæsternes keeper Thomas Willadsen dog forhindrede den helt store afklapsning.

Sidste afpudsning

Meget tyder altså på at Hvidovre er velforberedt til den uhyggeligt svære premierekamp ude mod Lyngby søndag den 29. juli.

Den sidste afpudsning får holdet i aften, tirsdag den 17. juli kl. 19 mod B.93 på Østerbro stadion, hvorefter man på lørdag den 21. juli drager til Tyskland og møder Hansa Rostock kl. 15.00 på deres store Bundesliga-stadion.

mads-

menu
menu