De unges koncert X

De unges koncert X

Lørdag den 10. februar kl. 15.00 er der koncert i Risbjerg Kirke med tre unge musikere: Niklas Mouritsen, horn, Anna Egholm, violin og Ramez Mhaanna, klaver

Niklas Mouritsen er en særdeles aktiv hornist og spiller jævnligt med DR symfoniorkestret, Copenhagen Phil, Det Kongelige Kapel, DR Underholdningsorkestret, Odense Symfoniorkester, Malmø Symfoniorkester og symfoniorkestret på Færøerne, hvor han selv kommer fra.

Han tog sin bachelor- og masteruddannelse fra DKDM hos Jakob Keiding og Ola Nilsson.

I foråret 2017 vandt Niklas en konkurrence om årets eneste praktikplads i Orchestre de la Suisse Romande i Schweiz, som omfatter både en etårig kontrakt i symfoniorkestret og studier på konservatoriet i Genève, hvor han nu er bosat indtil sommer.

Niklas tager regelmæssigt timer i Wien hos prof. Raimund Zell, som er forhenværende hornist i Gewandshausorkestret i Leipzig. Derudover har Niklas deltaget i masterclasses med verdensberømte hornister som Radek Baborak, Radovan Vlatkovich og Sarah Willis.

Anna Egholm har på trods af sine kun 21 år allerede opnået succes både i Danmark og i udlandet. Hun har været solist med bl.a. DR symfoniorkestret, Bergen Filharmonikerne og Malmø Symfoniorkester.

Anna fik sin bachelor sidste sommer i Lausanne, Schweiz, efter et års studier der. De første to år studerede hun på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Alexandre Zapolski. Nu studerer hun videre på første kandidatår i Lausanne.

Anna har vundet flere danske og nordiske konkurrencer, bl.a. Jacob Gades violinkonkurrence, De Unges Konsert, Øresund Solist, Berlingske Tidendes Musikkonkurrence og Spil for Livet, og i november 2017 vandt hun derudover den internationale violinkonkurrence ”Ginette Neveu” i Avignon i Frankrig.

Anna har modtaget flere legater, f.eks. Copenhagen Summer Festivals Talentpris, Jacob Gades Legat og Sonnings Talentpris og Van Hauen legatet.

Ramez Mhaanna har en russisk mor og en libanesisk far, men er selv født og opvokset i Danmark. Han tog sin bachelor på Gnesins Musikakademi i Moskva og studerer nu på kandidat på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Ramez har optrådt ved festivaler og koncerter på scener verden over, bl.a. i Italien, Spanien, Rusland, England, USA og Kina, hvor han har været på turné i ti forskellige byer, deriblandt Beijing, Yangzhou og Qingdao. I sidstnævnte var han derudover også solist med byens symfoniorkester.

Ramez er prismodtager ved flere klaverkonkurrencer som Steinway Klaverfestivalen, Musica Classica i Moskva og Musical Seasons i Prag.

Sammen vil de ud over en række virtuose soloværker spille Brahms’ romantiske horntrio, som de umiddelbart efter koncerten i Hvidovre skal fremføre på turné på Færøerne.

Der er gratis adgang til koncerten på lørdag den 10. februar kl. 15.00.

menu
menu