Det er godt naboskab at fyre korrekt

Det er godt naboskab at fyre korrekt

Nu banker de kolde måneder for alvor på, og det er vigtigt at fyre rigtigt op derhjemme

Sort eller misfarvet røg og lugt af svedent træ er typiske tegn på, at du fyrer forkert op i brændeovnen. Undgå at genere naboen ved at følge nogle få gode råd for korrekt fyring.

Når vejret bliver koldere, er der mange, der tænder op i brændeovn eller pejs. Og selvom det er dejligt at skutte sig foran ilden, er det ikke altid, at naboens oplevelse er lige så god.

Hvidovre Kommune oplever hvert år en del klager, når fyringssæsonen starter.

Luft- og lugtgener fra pejs og brændeovne skyldes uren forbrænding, og er ofte et resultat af, at der brændes med for vådt træ eller affaldstræ som fx trykimprægnerede brædder eller en gammel træpalle. Det giver sort røg i skorstenen og en kraftigere lugt.

- Afbrænding i pejse og brændeovne er en af de største kilder til luftforurening i Danmark, fortæller Anja W. Dalberg, chef for Plan og Miljø i Hvidovre Kommune. Der findes en hel del brændeovne i private hjem i Hvidovre, og det er vigtigt, at man som ejer af en brændeovn eller pejs er opmærksom på at fyre korrekt, så det er til mindst mulig belastning for miljøet.

Uren forbrænding kan også opstå, hvis der holdes liv i de samme gløder i længere tid, fx om natten, eller hvis du fyrer, mens du er væk.

Brug derfor altid rent og tørt brænde i din brændeovn eller pejs. Det er bedre for miljøet, det er billigere i længden, da vådt træ er sværere at få til at brænde - og det er godt naboskab.

Hvidovre Kommune har regler for brug af brændeovne i kommunen. Der findes en forskrift på borgersiderne på hvidovre.dk, under Miljø og affald, Støj, lugt- og luftforurening. Her kan du også læse mere om brug af brændeovne, og hvordan du undgår at genere naboen, når du fyrer.

n

n

menu
menu