Elever på privatskolen arbejder med verdensmål - hele året

Elever på privatskolen arbejder med verdensmål - hele året

Affaldssortering er på dagsordenen på Hvidovre Privatskole

Skal pizzabakker smides i pap-containeren, kan mælkekartoner genbruges og hvor mange gange kan papir egentlig genanvendes?

Det var nogle af de spørgsmål, som elever fra 5.B på Hvidovre Privatskole stillede en 3. klasse fra samme skole, da de i sidste uge underviste eleverne i affaldssortering.

Forud for quizzen i 3. klassen havde eleverne fra 5.B arbejdet med verdensmål nummer 12, der handler om ansvarlig forbrug og produktion. Det er dog ikke kun en enkelt uge om året, at eleverne på privatskolen arbejder med bæredygtighed.

- Det er noget, der prioriteres højt i undervisning her på privatskolen, så det er noget der undervises i hele året, fortæller lærer for 5.B Signe Lindstrand.

Året rundt

På Hvidovre Privatskole undervises mellemtrinnet således i forsøgsfaget UBU - uddannelse i bæredygtig udvikling, som er på skemaet året rundt.

Signe Lindstrand forklarer, at eleverne med oplevelsesbaseret læring undervises i verdensmålene, så eleverne kan se, hvordan de kan sætte et positivt aftryk på verden. Hun tilføjer også, at undervisningen ikke handler om at skabe dommedagsstemning, men derimod om at skabe oplysning og viden.

- Hvis vi skal gøre verden bedre, så er vi nødt til at kende målene og så skal eleverne selv ud og have fingrene i bolledejen, siger hun.

For eleverne i 5.B har det betydet, at de har været ude og samle affald, de har været på forbrændingen og de har været på genbrugspladsen. Og som nævnt i indledning, har de undervist nogle af de yngre elever i netop affaldssortering med det klare mål, at der fremadrettet skal affaldssorteres på Hvidovre Privatskole.

Gik godt

- Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville gå, men det gik fint, synes jeg, siger Celina om undervisningen i 3.A.

Ud over selv at lære om affaldssortering og affald generelt har eleverne desuden lavet plakater, som kan hjælpe skolens andre elever med at affaldssortere. Og undervejs i processen har der også været en række aha-oplevelser.

- Jeg er overrasket over, hvor meget affald, der bliver smidt på gaden, siger Katrine.

For Simon har hans nye viden betydet, at der blevet lavet lidt om på vanerne derhjemme.

- Vi er begyndt at skære ned på, hvor meget kød vi spiser, og hvor meget plastik vi bruger, siger han.

For Helena har det været overraskende, at unge er dem, der smider mest affald på gaden.

- Det er måske især cigaretter, de smider. Men det er i det hele taget mærkeligt, at der smides så meget rundt omkring skraldespande, siger hun.

Og for at vende tiolbage til udgangspunktet, så skal pizzabakker ikke i pap-containeren. Det er fordi, der er madrester på pappet. Mælkekartoner genbruges ikke i Danmark. Men der er andre lande, der gør. Og papir kan genanvendes 7-10 gange. Kilde: Simon, Celina, Helena pg Katrine.

key

menu
menu