Elever på Risbjergskolen skal udforske verdens tilstand

Elever på Risbjergskolen skal udforske verdens tilstand

Med en bevilling fra Nordea-fonden får eleverne på Risbjergskolen mulighed for at udforske bakteriernes forunderlige verden og arbejde med bakterier på godt og ondt. Projektet løber af stabelen under den nationale Naturvidenskabsfestival

Når hovedstadens skoleelever i september dykker ned i temaet “Min nye verden”, så kaster de yngste elever på Risbjergskolen sig ud i en jagt på bakterier.

Risbjergskolen har netop fået 15.000 kr. til bl.a. mikroskoper og en inkubator, så eleverne i 1.-3. klasse kan blive introduceret til bakterierne og bl.a. lære, hvordan man holder bakterier og smittefare nede med god hygiejne, hvordan de kan bruges til fx sygdomsbekæmpelse og meget mere. Eleverne lærer undervejs, hvordan man kan bruge naturfagene til at arbejde innovativt med bakterier. Endelig skal eleverne fremlægge deres viden og produkter for resten af skolen på biblioteket.

Derudover har skolen fået knap 15.000 kr. til et projekt, hvor eleverne på skolens to valgfagshold i science udvikler undervisningsmaterialer om små landdyr med brug af ny teknologi. Materialet er beregnet til eleverne på mellemtrinnet, og valgfagseleverne afholder desuden kurser for mellemtrinslærerne.

Projekterne afvikles under den landsdækkende Naturvidenskabsfestival fra den 25. - 29. september 2017.

Fire projekter støttes

I Region Hovedstaden har 44 uddannelsesprojekter fået ca. 645.600 kr. fra Nordea-fondens naturvidenskabelige festivalpulje. Herimellem er fire Hvidovre-projekter, nemlig Quark NaturCenters projekt om sammenligning af jordprøver fra planeten Broxima og planeten Jorden, Hvidovre Gymnasium og HF’s projekt om kunstig intelligens og endelig de to projekter fra Rishøjskolen.

- Festivalen og den økonomiske håndsrækning fra Nordea-fonden giver en mulighed for at arbejde på nye måder ude på skolerne og dermed at få eleverne til at tænke i nye baner. Vi vil gerne have eleverne til at opdage, at science er spændende og helt nødvendig for at nå i mål med de tiltag, den nye verden kræver, siger programleder for Naturvidenskabsfestival Estrid Brandorff.

Nordea-fonden har uddelt i alt 1,5 mio. kr. fra den naturvidenskabelige festivalpulje til temaet med det formål at højne danske elevers naturvidenskabelige kompetencer.

Med årets tema, ’Min nye verden’, er der fokus på det helt nære og individuelle, det der er tæt på eleverne og deres hverdag og på det fjerne og globale, der handler om hele verden. Men også på, hvordan det nære og fjerne påvirker hinanden.

Astra, Danmarks nationale center for læring i natur, teknik og sundhed, står bag Naturvidenskabsfestival, der i år afvikles på grundskoler og gymnasier for 16. gang.

Elever fra Risbjerg bliver bl.a. introduceret til bakterier og smittefare. (Modelbillede)

Elever fra Risbjerg bliver bl.a. introduceret til bakterier og smittefare. (Modelbillede)

menu
menu