Eleverne mødte virksomhederne

Eleverne mødte virksomhederne

Spørgelysten var i top, da Hvidovres ældste folkeskoleelever mødte 25 lokale virksomheder og arbejdspladser til messen Mød en virksomhed

En lastbil med et foroverbøjet førerhus, fade med romkugler, en redningsbåre med en dukke, et sømbræt til at hamre i og en masse hospitalsudstyr var bare nogle af de ting, der udgjorde kulissen, da virksomhedsmessen Mød en virksomhed indtog Medborgersalen i Hvidovre.

Sammen med de velvalgte rekvisitter stod 25 veloplagte virksomheder og arbejdspladser klar til at tage imod Hvidovres ældste folkeskoleelever for at gøre dem klogere på job og uddannelse. Det var tredje år, at Mød en virksomhed, der er lavet i samarbejde mellem Hvidovre Kommune og UU Center Syd, fandt sted.

Omkring 150 af Hvidovres ældste folkeskoleelever besøgte messen - mange af dem i selskab med enten mor eller far, og Medborgersalen i Hvidovre summede af nysgerrighed, da de unge var rundt og snakke med medarbejdere og lærlinge fra de deltagende virksomheder og arbejdspladser.

En af de nysgerrige unge, som brugte sin eftermiddag på Mød en virksomhed, var Yukir, der går i 10. klasse på Engstrandskolen. Han var meget målrettet i forhold til, hvad han gerne vil vide, og han fandt lynhurtigt hen til Københavns Vestegns Politis stand.

- Jeg går fuldt ud efter at blive politibetjent og derfor er det rigtig godt, at jeg kan møde nogle betjente her i dag. Jeg har spurgt ind til, hvilke fysiske krav, der er til jobbet og så lidt om, hvordan man bliver færdselsbetjent. Jeg er blevet klogere, fordi jeg faktisk troede, at man skulle have arbejdet en del år inden, man kan søge ind på politiskolen, men det behøver man ikke, fandt jeg ud af, fortæller Yukir.

På Mød en virksomhed stillede virksomhederne op med lærlinge og elever, som Hvidovres folkeskoleelever kunne møde for at høre nærmere om hverdagen på en arbejdsplads. En af dem var lastvognsværkstedet Nyscan Biler, der holder til på Avedøre Holme. De havde parkeret en af deres lastbiler foran Medborgersalen, og her kunne eleverne forsøge at pumpe førerhuset op, så det stod på skrå.

Nyscan Biler har hele tiden flere lærlinge, og mange dem ansætter de efter endt læretid

- Vi er ofte på udkig efter lærlinge og her på Mød en virksomhed kan vi møde nogle af fremtidens lærlinge. Vi ved af erfaring, hvor vigtigt det er at uddanne folk, for lige pludselig skriger branchen på arbejdskraft og det rammer også os selv. Så ved at uddanne vores egne folk er vi godt dækket ind, siger Jens Egeskov, der er servicedirektør hos Nyscan Biler.

Hvidovre Hospital stillede op med omkring 20 medarbejdere fra forskellige faggrupper, og elevernes nysgerrighed var stor for at høre mere om hverdagen på et af landets største hospitaler.

- Det er vigtigt for os at være til Mød en virksomhed, fordi vi gerne vil vise de unge, hvad man egentlig kan lave på et hospital. Rekruttering er vigtig for en stor arbejdsplads som Hvidovre Hospital, og vi har taget en masse af vores unge medarbejdere med, da vi tror på, at det er vigtigt med nogle, som er lidt mere i øjenhøjde med eleverne, siger Trine Grundtvig Jensen, der er udviklingskonsulent på Hvidovre Hospital.

MØd en virksomhed

MØd en virksomhed

menu
menu