En af de største i HIF-historien runder de 75 år

En af de største 
i HIF-historien
runder de 75 år

Trods alderen er John Steen Olsen stadig still going strong som talentspejder for Ajax Amsterdam

Et af de absolut største fodboldnavne i Hvidovre Idræts Forenings historie, John Steen Olsen, - eller "Grosser" som han kaldes blandt venner - runder de 75 år på torsdag den 4. januar.

Ingen kan være mere "indfødt" end John Steen, der startede som lilleputspiller i HIF, debuterede på Danmarks fodboldlandshold i 1966, og var samme år med til at hjemtage det første danmarksmesterskab til Hvidovre. Han opnåede i alt 204 kampe for Hvidovre og scorede 48 mål. Derudover blev det til ikke færre end 17 A-landskampe.

Efter Europa Cup-kampene i 1967, tog han turen “over dammen” og blev professionel i amerikansk fodbold, og kom senere til hollandsk og svensk fodbold. Han sluttede sin karriere i barndomsklubben HIF, og etablerede sig som sportsudstyrsforhandler i Frihedens Butikscenter.

Fodbold på højt plan

Men fodboldeventyret var ikke slut, snarere tværtom. På opfordring valgte han nemlig at gå tilbage til fodbolden, først som agent hos "Euro-Player", men derefter til en fantastisk seniorkarriere hos den hollandske storklub Ajax Amsterdam, hvor han nu i godt 25 år har været fastansat nordisk talentspejder. Normalt har denne klub en aldersgrænse på 62 år for ansatte, men det gælder altså ikke for Olsen fra Danmark. Han har også i årenes løb "afleveret" adskillige spillere der har udviklet sig til europæiske topnavne. I flæng kan nævnes Zlatan Ibrahimovic, Marcus Rosenberg, Krohn Dehli, Kahlenberg og senere Christian Eriksen, Boilesen og Lucas Andersen.

John Steen Olsen er stadig medlem af sin barndomsklub Hvidovre og ikke mindst hos “HIFs Gamle Kæmper”. m-

menu
menu