En ”gammel” Hvidovredreng fylder 60 år

En ”gammel” Hvidovredreng fylder 60 år

En gammel “hvidovrebonde”, Jan Vinther Christensen, kan fejre 60 års fødselsdag i dag, tirsdag den 13. marts.

Jan er født og opvokset i Hvidovre og har boet i byen hele sit liv. Siden de tidlige firsere har Jan resideret i den hyggelige bungalow på Landlystvej 81 sammen med sin kone Anni og deres to børn, Kristine og Morten, som nu for længst er fløjet fra reden.

Vi lærte Jan at kende på Gungehusskolen, da vi alle tre begyndte i 1. real b i sommeren 1972, dengang hvor teenage-tilværelsen for drenge væsentligst bestod af fodbold og knallerter.

Efter realen kom Jan og (Jan E) i lære hos Brødrene A & O Johansen, og da læretiden med rør fittings var gennemført, forlod Jan firmaet og blev, efter en tur i trøjen på Bornholm i Civilforsvarstjensten, optaget på politiskolen. I mange år arbejde Jan hos Hvidovre Politi i Bytoften, som kriminalassistent. Senest har Jan været tjenstgørende i Københavns Vestegns Politi.

Jan har altid været en samler af Guds nåde. I drengeårene var han opslugt af de fantastiske Apollo-missioner og havde hele NASA’s raketflåde i samlesæt stående på værelset, omhyggeligt malet i de rigtige farver. Senere grundlagdes han sin helt store hobby, dansk færgefart. Postkort, sejlplaner og diverse effekter og skibsmodeller fandt sin plads i Jans dertil indrettede hobbyrum i kælderen på Landlystvej. Det udviklede sig til en passion i teenageårene, og efterhånden opnåede Jan en imponerende viden om danske færger og overfarter, og han blev en kapacitet på området med foredrag, rejser og endog flere bogudgivelser til følge.

Den seneste “samlermani”, der har ramt Jan, er de klassiske Puch-knallerter, som kørte gaderne tynde i Hvidovre i 70’erne. Jan er nu (igen) den lykkelige ejer af en Puch 3-gear … foruden et Puch Flagskib og en Puch Monza. Alle i helt original stand. Sidste sommer inviterede Jan den gamle knallertklike på en nostalgisk søndagsudflugt til Dragør - deruda’ på de gamle to-taktere.

Tak for turen ... og de mange års kammeratskab.

Jan E og Hans

menu
menu