Femdobbelt dansk mester i sin klasse

Femdobbelt dansk mester i sin klasse

DM medaljeregn til især Magnus Sibbersen fra Hvidovre Kajakklub gør ham til ”olympisk håb”

RONING: Udover nordisk mester kan Magnus Sibbersen nu også efter DM i kortbane kalde sig femdobbelt dansk mester i sin aldersklasse. Fem danmarksmesterskaber samt én sølv og én bronzemedalje til Hvidovre Kajakklubs unge roer, Magnus Sibbersen, dominerede medaljeregnen til den lokale kajakklub. Magnus Sibbersen er nu udtaget til ”Olympic Hopes”. Emma Broberg fik en bronzemedalje.

Fem guld, én sølv og én bronzemedalje blev hængt om halsen på 16-årige Magnus Sibbersen ved dette års danske mesterskaber på forskellige kortbane-distancer. Efter dette DM fremstår Magnus Sibbersen derfor som den lokale kajakklubs absolut bedste kort ved nationale som internationale stævner. De flotte resultater har netop givet kontant afregning fra kajakforbundets side, så Magnus Sibbersen nu er udtaget som “olympisk håb” til kampene ved Olympic Hopes fra den 15. september til 17. september i Racice i Tjekket. Det er en chance, som er det højest opnåelige for U16 klassen. Det vil sige unge roere til og med 16 år. Der var desuden en medalje mere til en roer fra Hvidovre Kajakklub, som på sejrsskamlerne også blev repræsenteret af Emma Broberg. Hun roede fire-kajak over 200 meter (sammen med Emilie Rosenkilde, Ida Villumsen og Louise Wissing Madsen.) Det blev til en bronzemedalje i en flot tid på 39.527 sek.

Fem DM-deltagere fra Hvidovre

I Hvidovre Kajakklub er man ret stolte af de i alt otte medaljer men også af, at det var lykkedes at få udtaget hele fem roere som deltagere til DM. De kom fra aldersgrupperne unge til og med 16 år + 18 år samt fra seniorklassen. Ved DM havde roerne det perfekte vejr med solskin og næsten ingen vind. Nogle roere er stærke i vind og bølger, men her var der lige forhold for alle, så ingen havde specielle fordele på banerne. Det betød, at der kunne ros totalt igennem ved samtlige løb til stor underholdning for et talstærkt publikum.

DM er tidspunktet, hvor en enorm træningsindsats skal give pote. Alene Magnus Sibbersen har roet over 4.000 kilometer i år. I sagens natur giver så meget træning mega-stærke roere at slås med. Efter tre indledende heats måtte Selina Skibby i U18 klassen eksempelvis sige farvel til dette års DM. Tilmed var Selina blevet syg og måtte indlægges på Herlev Hospital med lungebetændelse. Hvidovre Kajakklubs U18 roer, Asmus Brandt, som til daglig spiller kajakpolo og er en del af ungdomslandsholdet i kajakpolo, stillede op på distancerne 1.000 meter, 500 meter og 200 meter i enerkajak. Over 200 meter og 500 meter blev det til semifinaler og på 1.000 meter til en B-finale. Hertil kom Hvidovre Kajakklubs Magnus Kronby videre til semifinaler på 200 meter, 500 meter og 2.500 meter.

Drama gav sølv

Dramaet kom for alvor ved U16 i enerkajak over 2.500 meter. Med 47 både til start var det et meget stort felt med mange stærke roere. Hele sæsonen har Magnus Sibbersen kæmpet med Nikolai Thomsen fra Marselisborg om førstepladsen, og selvfølgelig udviklede det sig igen til en ren gyser. Med 200 m til mål lagde fire kajakker i front sammen et højt tempo. Magnus Sibbersen og Nikolai Thomsen trak fra de to andre kajakker, men denne gang var Nikolai Thomsen den stærkeste af de to roere. Magnus Sibbersen fik “kun” sølv, slået med halv bådlængde. Magnus Sibbersen var godt tilfreds med resultatet, idet han efter 1.000 m blev roet ned i en kollision og måtte kæmpe sig tilbage til førerfeltet. Magnus Kronby fra Hvidovre Kajakklub kom ind på en flot 24. plads.

Magnus Sibbersen roede ligeledes toerkajak over 200 meter med Mikkel Guldberg fra Silkeborg. De er sammen regerende nordiske mestre på distancen, og der var ikke meget mere at tale om ved DM.

Samme historie kom for enerkajak på 200 meter, hvor Magnus Sibbersen også lige er blevet nordisk mester. Men nerverne sad lidt uden på den blå og hvide HV.K.-trøje. Magnus Sibbersen kom for sent til start, hvilket indbragte ham en advarsel, men det var et fingerpeg om, at meget stod på spil. Da startskuddet lød, ville ni roere meget hurtigt ud af startboksen, hvilket også gav en tyvstart. De ni roere måtte tilbage i startboksen, hvilket gav nervøsiteten et spark mere. Men efter start tog det kun 38,396 sek. før Magnus Sibbersen som den første krydsede mållinjen og også kunne kalde sig Danmarksmester på 200 meter i enerkajak. Især på de sidste 80 meter trak Magnus væk fra sine konkurrenter.

Det længere løb på 2.500 i toerkajak med makkeren Nikolai Thomsen blev også til dramatiske 200 meter før målstregen, hvor de endelig kunne trække sikkert fra konkurrenterne og blive danske mestre på den distance også. Mindre godt gik det i toerkajak over 500 meter, hvor Magnus Sibbersen roede med makkeren Mikkel Guldberg. Det blev “kun” til en bronzemedalje, hvor de to drenge måtte se sig slået med blot 0.16 sek. på mållinjen af roere fra Lyngby Kajakklub.

De små marginaler viser, at hvert et træningspas tæller, og dem får Magnus Sibbersen brug for, når han næste sæson skal ro i klassen for unge til og med 18 år.

menu
menu