Fighters havde noget at bevise

Fighters havde noget at bevise

Men marginalerne var heller ikke med hjemmeholdet denne gang i Allan Villadsen Ishockey Arena

ISHOCKEY: Hvidovre Fighters rejste sig ovenpå tirsdagens afklapsning mod Herning, men måtte i søndags alligevel se sig besejret af Gentofte, der vandt opgøret 1-0. Det var tæt fra start til slut og kunne sagtens have kastet point af sig til et godt kæmpende Fighters-mandskab, der desværre ikke slog til på de få store tilbud.

- Det lyste fra start ud af spillerne, at noget skulle bevises, fortæller Jesper Kristoffersen fra klubben. - En glimrende første periode blev dog afsluttet med en våd klud i ansigtet, da Marko Virtala fandt et lille hul mellem skinnerne på en stærkt spillende Magnus Bo Hansen i Hvidovre-målet og scorede til 1-0 for gæsterne. En puck, Hvidovre-keeperen helt sikkert gerne ville have lukket af for...

- Jævnbyrdigheden fortsatte i starten af anden periode, inden Hvidovre for alvor tog over. Først hamrede Victor Björkung et skud på stolperne; venstre stolpe, højre stolpe og i spil igen. Kort efter måtte to Gentofte-spillere til afkøling med et minuts mellemrum, og i spillet fem mod tre havde Daniel Madsen udligningen på staven. Nicki Kisum afleverede på tværs af målfeltet og Daniel Madsen trykkede til, men en fantastisk sideforflytning af den finske målmand, afværgede det mål, de 400 tilskuere regnede med at se.

- Tredje periode blev en ørkenvandring. Gentofte gav intet væk i defensiven og skabte kun sporadiske chancer fremad. Et par rigtig store blev fint afværget af Magnus Bo Hansen eller blokeret af opofrende Fighters-folk. I den modsatte ende var det meget sparsomt med muligheder. Fighters havde ikke det, der skal til for at afgøre en kamp...

- Der var ikke en finger at sætte på spillernes præstation denne eftermiddag. Defensiven var fremragende, offensiven havde de få tilbud, der kan forventes mod et kynisk nordsjællandsk hold, og her kendte Hvidovre ikke sin besøgelsestid. Næste opgave er på tirsdag, hvor Fighters tager til Esbjerg...

menu
menu