firmaet strør om sig med glasskår på vejene

firmaet strør om sig med glasskår på vejene

Det er dejligt med den øgede indsamling af kildesorteret affald, som vi har i Hvidovre kommune. Det er til gengæld ikke acceptabelt, at indsamlingen af glas foretaget af firmaet MLarsen gang på gang efterlader knuste glasskår på vores veje. Det er især til stor gene for os cyklister, fordi vi skal bruge tid og kræfter på at lappe slange eller skifte dæk.

Torsdag morgen den 12. juli skete det igen i forbindelse med glasindsamlingen på Kirkebroen. Den enkelte tømning af beholderne efterlod meget knust glas på asfalten. Jeg gjorde renovationsarbejderne på lastbilen opmærksom på dette, og de fejede straks pænt op. Samtidig fik jeg forklaret, at det var indstillingen på vognen, at den var gal med. Den ene ringede derfor til MLarsen og sagde, at de var nødt til at køre tilbage og få en ny vogn. Det var simpelthen dårlig service overfor borgerne, at der blev efterladt så megen glas på vejen, fik hovedkontoret at vide. Dejligt med en ansvarsfuld medarbejder.

Knap så glad var jeg fredag aften den 13. juli, da jeg cyklede nedad Kirkebroen. Jeg kunne konstatere, at glasindsamlingen nu var blevet genoptaget, men resultatet var stadig det samme som dagen før: Der var masser af glasskår, der hvor de enkelte tømninger af glasset var foretaget. Indsamlingsfirmaet MLarsen må kunne gøre dette langt bedre. Især når deres egne medarbejdere gør hovedkontoret opmærksom på, at den tekniske indstilling på firmaets lastbiler ikke er i orden.

Christian Fischer

Kirkebroen 40

menu
menu