Flere virksomheder i Hvidovre Kommune hjælper forældreløse og udsatte børn

Flere virksomheder i Hvidovre Kommune hjælper forældreløse og udsatte børn

Det er blevet mere populært blandt virksomheder i Hvidovre Kommune at støtte SOS Børnebyernes arbejde for forældreløse og udsatte børn. På fem år er antallet af lokale virksomheder, der donerer penge til børneorganisationen steget fra 12 til 21

Virksomheder i Hvidovre Kommune kigger i højre grad mod udsatte og forældreløse børn og unge, når de vælger at lægge deres støttekroner. Faktisk er der 75 procent flere virksomheder i 2017 i Hvidovre Kommune, der støtter SOS Børnebyerne sammenlignet med fem år tidligere. Det viser en ny opgørelse.

- Vi har oplevet, at der er en øget interesse blandt firmaer og virksomheder i at støtte vores arbejde for verdens mest udsatte børn. Det er især mindre virksomheder som tøjbutikker, bilforhandlere og lægepraksisser, som i stigende grad bakker op. Når virksomheder vælger at støtte - også selvom der er tale om en lille butik, hjælper det en masse børn, fortæller SOS Børnebyernes direktør, Mads Klæstrup Kristensen.

Det er ikke kun i Hvidovre Kommune, at SOS Børnebyerne ser en øget tendens til at virksomheder vælger at poste penge i børneorganisationen. På landsplan er der de sidste fem år sket en stigning, så næsten 700 flere virksomheder i dag støtter SOS Børnebyerne.

Skaber positiv opmærksomhed blandt kunderne

Det kan være en god forretning for en virksomhed at støtte godgørende formål. En YouGov-undersøgelse fra 2014 viser, at 72 % af danskerne vil prioritere at købe produkter fra virksomheder, der samarbejder med en humanitær hjælpeorganisation.

- Det er både den lokale smykkeforretning, mellemstore advokatkontorer og helt store virksomheder, som vælger at støtte vores arbejde. Mange af virksomhederne giver udtryk for, at deres medarbejdere er stolte over, at virksomheden støtter en humanitær organisation. Kunderne får ofte et mere positivt syn på virksomheden, og mange firmaer fortæller os, at medarbejdertilfredsheden stiger, siger Mads Klæstrup Kristensen.

Når en tøjbutik, tandlæge, et håndværkerfirma eller en anden butik eller virksomhed donerer 5.000 kroner eller mere, får de blandt andet et diplom, de kan hænge op, så det bliver synligt for deres kunder, at de støtter godgørende arbejde. Virksomheden modtager desuden et logo, de kan bruge på deres hjemmeside.

Danmark er kommet ud af finanskrisen

SOS Børnebyerne kan ikke entydigt forklare, hvorfor de har oplevet en så markant stigning af virksomheder, der støtter organisationen, men en af grundende kan være, at finanskrisen ikke længere raser over Danmark.

- Vi har selvfølgelig arbejdet hårdt på at gøre os mere synlige blandt virksomheder og danskerne generelt, men stigningen kan også skyldes, at vi er kommet ud af finanskrisen. Det går bedre for mange virksomheder, og måske er det med til at give det overskud, der skal til, for at man også kan støtte en god sag, siger SOS Børnebyernes direktør.

Mads Klæstrup Kristensen mener, at de danske virksomheders ønsker at hjælpe af samme årsager som alle andre. Samtidig har mange firmaer fået øjnene op for at der også er andre fordele ved at støtte.

- Firmaerne synes, det er vigtigt at hjælpe udsatte og forældreløse børn. Samtidig vil mange af dem gerne vise deres kunder, at de som virksomhed har sunde værdier, siger Mads Klæstrup Kristensen.

Fakta:

Der gives automatisk skattefradrag for bidrag til de fleste godgørende organisationer på op til 15.600 kroner.

SOS Børnebyerne giver over 84.000 forældreløse og udsatte børn en ny familie i SOS-børnebyer verden over, hvor børnene vokser op med en SOS-mor og en masse søskende.

En YouGov-undersøgelse fra 2014 konkluderer, 69 % af danskerne vil føle sig mere stolte af at arbejde i en virksomhed, hvis den støtter en humanitær hjælpeorganisation.

menu
menu