Flertal sagde nej til havneplan

Flertal  sagde nej til havneplan

Socialdemokraterne, DF og Venstre stemte NEJ til at igangsætte havneplan

Ingen nye isboder, ingen husbåde, ingen forskønnelse eller drømme om at forbedre Hvidovre Havn.

Konservatives forslag om at igangsætte en helhedsplan for Hvidovre Havn blev tirsdag aften i kommunalbestyrelsen stemt ned af et flertal bestående af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre. SF og Hvidovrelisten kunne godt bakke op om det konservative forslag, mens Enhedslisten undlod at tage stilling.

Som skrevet i sidste Hvidovre Avis, stillede Konservative forslag om, at der skulle igangsættes et arbejde med “udvikling af en helhedsplan for Hvidovre Havn mhp. forskønnelse og udvikling af havneområdet”. Det begrundede Steen Ørskov (C) med, at der tidligere er brugt en del ressourcer på at udarbejde en plan for havnen.

- Vi lovede i valgkampen at arbejde for at få sat skub i udviklingen af havnen. Vi synes, at ting tager ufatteligt lang tid, og at der er brugt ressourcer på en havneplan i 2009 giver ingen mening, hvis man ikke vil bruge indsatsen til noget. Og hvis man ikke har en sammenhængende plan, så ender man med ærgerlige individuelle løsninger. Så forslaget er primært en trykprøve på, hvor meget de andre partier mener med en havneplan, sagde Steen Ørskov.

Han tilføjede at forslaget om at afsætte 5 mio. kr. hvert år i fire år, blot var et forsalg til, hvordan havneplanen kunne realiseres.

Det var imidlertid kun SF og Hvidovrelisten, der kunne støtte hans foreslag. Fra nej-sigerne lød det blandt andet, at der allerede var lavet en aftale om at sætte fokus på havnen.

- Vi holder meget af havnen. Men jeg vil lige minde om budgetaftalen, der blev indgået sidste år, hvor havnen er nævnt. Det er godt nok ikke formelt vedtaget af kommunalbestyrelsen, men der er lavet aftale og vi er åbne for den, men det skal være på et tidspunkt, hvor den kan realiseres. Det er vigtigt, at der er penge til de store anlægsprojekter, der allerede er gang i, sagde Mikkel Dencker.

Heller ikke Venstre kunne bakke op om Konservative.

- Vi er også positive overfor forslaget, men mener, der mangler en længere plan og mulighed for at afsætte penge til formålet. Tidshorisonten er måske ikke så realistisk, sagde Charlotte Munch.

red

menu
menu