Flugtbilist dræber 75-årig kvinde

Flugtbilist dræber 75-årig kvinde

En 75-årig kvinde fra Hvidovre mistede på tragisk vis livet, da hun torsdag aften kl. 18.35 blev påkørt på Gl. Køge Landevej ved Frihedens Idrætscenter.

Føreren af bilen efterlyses nu af politiet.

- I forbindelse med tragisk påkørsel af kvinde på Gammel Køge Landevej indadgående (retning, red.) ved Friheden Idrætscenter efterlyser vi en ukendt bil, der kørte fra stedet. Formentlig med skader på fronten, lyder det fra Københavns Vestegns Politis vagtchef på Twitter.

Ikke ved lyskryds

Kvinden var på vej til et arrangement i Frihedens Idrætscenter sammen med sin mand og søn, men gik alene i forvejen. Hun krydsede Gl. Køge Landevej og politiet oplyser, at kvinden netop var trådt ud fra midterrabbatten, da hun blev påkørt.

- Hun gik tværs over vejen, og det var ikke ved et lyskryds, oplyser vagtchef Søren Enemark fra Københavns Vestegns Politi.

Hverken mand eller søn så ulykken og foreløbig har ingen vidner tilkendegivet, at de så den bil, der påkørte kvinden.

En dræbt om året

Seneste opgjorte trafikdrabstal fra Vejdirektoratet er fra 2017. I 2017 og de to forudgående år har der været 1 trafikdræbt om året i Hvidovre.

Københavns Vestegns Politi ønsker ikke at udtale sig om trafiksikkerheden på den pågældende strækning på Gl. Køge Landevej, men understreger, at de vil opfordre til, at man følger de gældende færdselsbestemmelser og benytter fodgængerfelter, hvis der er nogle.

Fra Vejdirektoratet lyder det endvidere, at der både er fordele og ulemper ved at en vejstrækning har eller ikke har midterrabat.

- Man kan ikke generelt sige, om det er en fordel eller en ulempe, at der er autoværn i midten af vejen. På den ene side, er det en fordel, at bilerne ikke kan køre ind i hinanden, på den anden side skaber autoværn en barriere, som gør det svært for fodgængere at passere - og som måske i nogle tilfælde får dem til at gøre noget dumt, lyder det fra Winnie Hansen, der er fagkoordinator hos Vejdirektoratet og er ekspert i viden om vejtekniske tiltag, der kan reducere antallet af trafikulykker.

Hun tilføjer, at hvis fodgængere har et behov for at krydse vejen, vil de gøre det uanset om der er forhindringer eller ej i midterrabatten.

Fra Hvidovre Kommune lyder det, at autoværnet blandt andet blev fjernet, fordi farten på strækningen blev sat ned til 60 km/t, og fordi autoværns effekt er rettet mod at modkørende biler støder sammen i høj fart.

menu
menu