Forhuset på Risbjerggård bevares

Forhuset på Risbjerggård bevares

Dommerkomitéen betegner tegnestuens bud på et kulturelt centrum som en ”helt igennem velskabt løsning i en inkluderende ånd, der er Hvidovre værdig.”

Det bliver tegnestuen Vandkunsten, der skal tegne det nye kulturcentrum, der i løbet af de kommende år skal opføres i Hvidovre Bymidte. Fem teams var inviteret til at deltage i arkitektkonkurrencen, og blandt de fine bud på et fremtidigt kulturcentrum, pegede dommerkomitéen på Vandkunstens, som dét forslag, der bedst matcher konkurrenceprogrammets ønsker og krav.

Dommerkomitéen har i sin betænkning skrevet: “Forslaget er helt igennem velskabt og i en ånd, der er Hvidovre værdig med mange velartikulerede og brugbare haverum. Det er et sted, der byder indenfor i både teaterhave og bygninger - et inkluderende sted, man vil føle sig velkommen i.”

Desuden skriver dommerkomitéen, at forslaget “vil være robust og holde til at blive brugt og tilføre værdi, der varer mange år frem.” I arkitektkonkurrencen har der været fokus på, hvordan dele af den gamle Risbjerggård kan bevares og omdannes, og hvordan man kan skabe plads til og synliggøre en mangfoldighed af aktiviteter og målgrupper. Dét har Vandkunsten svaret på med et kompleks af fire bygninger af forskellig størrelse, der bygges sammen med forhuset til det gamle Risbjerggård. I forhuset placeres et spisested, hvor alle kan lægge vejen forbi uanset teaterinteresse og evt. tilknytning til Hvidovres foreningsliv. Bygningerne, som i øvrigt består af aktivitetsrum, møde- og foreningslokaler, teatersal og -værksted bindes sammen af et orangeri, der er bygget op omkring en cirkulær plads.

Offentliggørelsen af vinderprojektet fandt sted onsdag den 20. juni, hvor alle de deltagende teams i arkitektkonkurrencen var inviteret til et arrangement på Hvidovre Rådhus, sammen med bl.a. kommunalbestyrelsen, kommunens bymidteudvalg og repræsentanter for forskellige brugergrupper på Risbjerggård. Her talte borgmester Helle Adelborg på vegne af dommerkomitéen:

- Efter mange års drøftelser har vi nu nået endnu en vigtig milepæl i udviklingen af Hvidovre Bymidte, og I har kastet jer over en opgave, som ikke var helt let, sagde hun i sin tak til de fem tegnestuer, der har deltaget i arkitektkonkurrencen.

- Kommunalbestyrelsen har et ønske om at skabe et kulturelt centrum, hvor dele af Risbjerggård bevares og forandres over tid. Det er en hård nød at knække, og I er hver især kommet med gode bud på den del af opgaven. Vi har dog peget på Vandkunstens projekt som vinder, og med dét vil alle - både brugere og publikum, børn, voksne og ældre kunne have samvær og fællesskab til alle tider og på nye måder i et hus, som Hvidovre vil få stor glæde af mange år frem.

Vinderprojektet og forslagene fra de fire andre teams i arkitektkonkurrencen kan ses på en udstilling på Hvidovre Hovedbibliotek fra den 21. juni til den 16. juli. Vinderforslaget og dommerkomitéens betænkning kan desuden findes på hvidovre.dk/bymidte

I løbet af efteråret vil arbejdet med projekteringen af det nye kulturcentrum gå i gang, og i den proces kan der blive foretaget mindre justeringer i projektet. Det er planen, at kulturcenteret i Hvidovre Bymidte vil blive indviet i foråret 2022.

Fra afsløringen af vinderen af arkitektkonkurrencen

Fra afsløringen af vinderen af arkitektkonkurrencen

Vinderne fra Vandkunsten

Vinderne fra Vandkunsten

menu
menu