God skovtur-start for pensionisterne

God skovtur-start for pensionisterne

Få billetter tilbage til de sidste skovtursdage

Hvidovre Kommunes skovture er kommet rigtig godt fra start, og der har allerede været mange af Hvidovres pensionister med. Vejret har ikke været ideelt, men trods det, har der været rig lejlighed til at nyde naturen og se farverne, de gule rapsmarker og næsten alle træerne er sprunget ud.

Endemålet Thorsvang Samlermuseum er et meget specielt sted, hvor det meste stammer fra butikker og værksteder fra lokalområdet. Som en af gæsterne udtrykte det, “Det er at se mit liv på museum”.

De lokale, frivillige hjælpere er over alt, og de kan fortælle spændende historier og forklare nogle af de “dimser” som mange nok har glemt anvendelsen af.

Der bliver serveret en middag, som gæsterne sent vil glemme. Dejlig flæskesteg med rigtig sprød svær, hjemmelavet agurkesalat, kartofler og ikke at forglemme en rigtig god gammeldags sovs. Der er rigeligt af alt, og de søde piger, der serverer, kommer rundt en gang mere, og tilbyder ekstra. Højdepunktet er nok desserten, der er Ris a la mande og selvfølgelig var der mandelgaver. Gaverne er selvfølgelig noget, der kan forbindes med samlermuseet.

Efter middagen blev der rig lejlighed til at gå rundt i de små stræder og se alle de mange spændende ting, og i Købmandsbutikken kunne også købe en spegepølse med hjem. Her er der altid tørvejr.

Til kaffen blev der serveres hjemmebagt lagkage, og er der mere lagkage, går pigerne også rundt for at få det afsat. Musikken står Henning og Per for, og de spiller op til dans.

De næste dage er der udsolgt, men til de sidste dage er der endnu få billetter til salg i Borgerservice.

menu
menu