Gør din død mindre tung for efterlevende

Gør din død mindre tung for efterlevende

Temamøde hos Ældre Sagen i Hvidovre C med bedemand og advokat som indledere

Vi ved jo, at det sker. At vi dør. Og at det for de efterladte er en meget tung tid, da der på kort tid skal tages stilling til mange ting. Brænding og bisættelse eller begravelse? Mindehøjtidelighed i kapel eller kirke? Dødsannonce i avis? Kistevalg, udsmykning, salmer, mindesammenkomst? Gravplads på kirkegård? Mindesten?

Ja, spørgsmålene er mange. Og er du ikke afklaret om livets afslutning, så kom til Ældre Sagens lokale i Hvidovre C torsdag 26. april kl. 14.00, hvor vi har en værdig afsked som tema. Her vil bedemand Henning Vinløv-Hansen fortælle om den hjælp og støtte man kan få i forbindelse med dødsfald. Også om muligheden for selv at nedfælde sine ønsker og få disse efterlevet.

Men døden handler også om kontakt til skifteretten, jura, arv og evt. boligskifte for efterladte. Disse emner kommer advokat Janne Køster og fortæller om. En naturlig ting i denne forbindelse er også muligheden for at oprette testamente. Har man ingen eller kun meget fjerne pårørende, kan det f.eks. være fordelagtigt at oprette testamente til fordel for velgørende formål for at eliminere arveafgiften.

Prisen for deltagelse i mødet incl. kaffe og kage er 40 kr. Tilmelding via Ældre Sagens hjemmeside eller til kontoret, tlf.:36 47 85 15.

menu
menu