Gratis træning i Hvidovre Motionscenter

Gratis træning i Hvidovre Motionscenter

En aftale om åbning i Hvidovre Motionscenter i juli måned er faldet på plads få dage før juli måned begyndte

Der er gratis træning i Hvidovre Motionscenter i juli måned. Udmeldingen om at brugere af motionscentret kan træne gratis i den måned, der ellers efter planerne skulle være lukkemåned, kom få dage før, at centret skulle lukke ned for juli måned.

Hvidovre Avis har spurgt Hvidovre Sundhedscenter, hvorfor meldingen kom så sent. Det er konstitueret chef for Sundhed og Ældre, Kathrine Thullin, der svarer på vegne af Hvidovre Sundhedscenter.

- Sundhedscentret har forsøgt at finde alternative træningsmuligheder for brugerne af det kommunale Motionscenter i juli måned pga. ferielukningen. Sundhedscentret har et godt samarbejde med Hvidovre Atletik & Motion omkring det fælles Motionscenter, og klubben vendte positivt tilbage, da Sundhedscentret spurgte om muligheden for, at medlemmerne kan træne hos Hvidovre Atletik & Motion i juli. Tilbuddet til brugerne lød, at medlemmerne ikke behøver at betale for at træne i klubbens regi i juli, lyder det fra Kathrine Thullin.

Sundhedscentret fik nyheden fra Hvidovre Atletik & Motion onsdag den 28. juni, hvorefter der blev udarbejdet information til brugerne.

- Så snart Sundhedscentret havde en aftale i hus med Hvidovre Atletik & Motion, blev der sat en informationsskrivelse op i Motionscentret, og informationen blev lagt på Motionscentrets facebook samt Motionscentrets hjemmeside, skriver Kathrine Thullin i sit svar til Hvidovre Avis.

Klip kan bruges frem til oktober

Et andet punkt, der har været uafklaret for brugerne af Hvidovre Motionscenter har været, om og hvor længe de har kunnet bruge de klip, de har købt, inden prisstigningen satte ind.

- Det er korrekt, at brugerne kan bruge deres gamle klip frem til 1. oktober i den kommunale åbningstid mellem kl. 7.00-14.00. De brugere, der ikke har mulighed for at benytte deres klip mellem kl. 7.00-14.00, kan få deres ubrugte klip refunderet ved henvendelse i Motionscentret, dog ikke i juli måned, lyder det fra Kathrine Thullin.

Hun tilføjer, at Hvidovre Motionscenter fortsat er åbent for alle motionister - uanset alder og arbejdsmæssig status - i nogle måneder endnu.

- Det er også korrekt, at alle kan træne mellem kl. 7.00-14.00 frem til 1. oktober, slutter hun.

key

menu
menu