Gratis verdensklasseatletik på Hvidovre Stadion

Gratis verdensklasseatletik på Hvidovre Stadion

Morgendagens nordiske verdensstjerner deltager i weekenden i Nordiske U20 Mesterskaber, hvor også de lokale VM-deltagere vil være med i kampen om medaljer

ATLETIK: - Det bliver det mest krævende arrangement, som vi nogensinde har afviklet, men vi har en klokkeklar ambition om at gøre det til det bedste Nordiske U20 Mesterskab nogensinde! Og da vi gerne vil give muligheden for at se atletik på absolut topniveau til så mange som muligt, så har vi i samarbejde med Hvidovre Kommune besluttet, at der er gratis adgang for kommunens borgere. Vi er stensikre på, at det bliver en stor, og lidt vild, oplevelse at komme til international topatletik her i Hvidovre...

Med den udtalelse fra Hvidovre Atletik & Motions sportschef, Michael Bruun Jepsen, så burde der være garanti for mange tilskuere på tribunerne samt topklasse underholdning, når Hvidovre Stadion åbner dørene for nogle af verdens mest talentfulde unge atletikudøvere. Mesterskaberne afvikles lørdag fra kl. 14-18 og søndag fra kl. 11-15.

Lokale medaljehåb

Danmark stiller af historiske årsager fælles hold med Island, hvis bedste udøver er U18 Europamesteren på 100 m for piger, Gudbjörg Jóna Bjarnadóttir, der har løbet så hurtigt som 11,68 sekund på de 100 meter. På det danske hold er der 3 lokale atletikudøvere med, hvor to af dem har realistiske medaljemuligheder. Det drejer sig om de to unge kastetalenter Thea Jensen i kuglestød og Annesofie Hartmann i diskos, der begge to for blot en måned siden deltog ved VM U20.

Der er blot 20 cm mellem de fire bedste i kvindernes kuglestød, hvor Thea Jensen med 14,78 meter står med det bedste resultat inden konkurrencen starter lørdag eftermiddag klokken 16.30. De fire konkurrenter har skiftedes til at slå hinanden hen over sæsonen, så det bliver uden tvivl en neglebidende konkurrence, hvor en stor lokal opbakning måske netop kan gøre udslaget.

- Vi håber der kommer mange tilskuere, så både de danske atleter, men specielt vores lokale håb, virkelig kan føle, at de er på hjemmebane. Og så gør vi noget helt specielt ud af netop kuglestødskonkurrencen, hvor der er mulighed for at komme helt tæt på atleterne, da vi sætter en tribune op helt inde ved kuglestødsområdet, så man kan følge med i det hele. Og med en lokal speaker, der kun skal kommentere kuglestød, så er der lagt op til masser af begejstring, fed stemning og forhåbentlig en lokal medalje, siger Michael Bruun Jepsen.

Thea Jensen får også lov til at indlede weekendens program, da hun også deltager i diskoskast sammen med klubkammeraten Annesofie Jensen med start kl. 14.15 om lørdagen. Her kommer Finland med viceverdensmesteren Helena Leveelathi, der som forsvarende mester fra 2018 er storfavorit til at løbe med titlen. De to hvidovreatleter har dog så højt et niveau, at de umiddelbart kommer til at slås med den bedste svenske pige om de to resterende medaljer.

- Annesofie lavede en klassepræstation til VM, hvor hun for første gang slog svenske Caisa-Marie Lindfors, så det håber vi på en gentagelse af. Og med Thea Jensen som forsvarende bronzemedaljevinder fra sidste år, så står vi ualmindelig godt i denne her øvelse, siger Michael Bruun Jepsen.

- Vi baserer hele arrangementet på tre kerneværdier, hvor alle tiltag skal være karakteriseret ved professionalisme, intimitet og begejstring. Vi forsøger at ligge os meget tæt op af en international øvelsesafvikling, men med nye tiltag, hvor vi bringer tilskuerne helt tæt på begivenhedernes centrum. Og med kompetent speak ved øvelsen forsøger vi at sikre en helt unik oplevelse, hvor man både bliver klogere på hvad man ser, lærer atleterne at kende og ikke mindst bliver revet med af begejstringen og stemningen, så man går fra stadion med en oplevelse af, at det her var rigtig fedt og helt unikt!

Lørdag er der intens fokus på kvindernes kuglestød med Thea Jensen, og så har man også valgt et tilsvarende fokus på mændenes stangspring, der på nordisk plan har et usædvanligt højt niveau med U18 europamesteren, norske Pal Haugen Lillefosse i spidsen, der har sprunget vanvittige 5,46 meter, eller hvad der svarer til at springe ind af et vindue på første sal i en beboelsesejendom. Det er både spektakulært, lidt vildt og samtidig meget imponerende at opleve helt tæt på. Det sker kl. 15 om lørdagen, og om søndagen klokken 12 er det kvindernes tur. Spydkast er historisk set en finsk paradeøvelse med utallige olympiske mestre, og søndag kl. 12.20 og 13.40 vil man kunne se henholdsvis kvinderne og mændene kaste spyddene uendelig langt og samtidig opleve det hele på tæt hold.

Den tredje lokale deltager på det dansk/islandske landshold er hammerkasteren Stefan Lehnert, der skal op mod nummer fire fra dette års VM U20, svenske Ragnar Carlsson, der har smidt den 6 kg tunge hammer ud på imponerende 77,62 meter, hvad der svarer til at rigtig langt udspark langt op på modstandernes banehalvdel i en fodboldkamp. Danske Hans Barrett bejler til en medalje, mens Stefan Jensen formentlig skal slås om 6. pladsen i øvelsen, der starter lørdag kl. 15.25 efter kvindernes diskoskast.

Kom - og bak op!

Danmark havde ved årets VM U20 i finske Tampere et rekordstort hold med, og har derfor reelt aldrig stået så stærkt som de netop gør i år på hjemmebanen. Der bliver derfor masser af øvelser, hvor unge danske talenter vil være med i kampen om en podiepladserne, og man forventer på det danske hold minimum 12 danske medaljer.

- Ikke kun os i den lokale atletikklub, men hele dansk atletik er i idrætslig fremgang i de her år, så weekendens Nordiske U20 Mesterskaber kan blive en historisk god oplevelse på rigtig mange måder. Vi håber derfor, at rigtig mange af byens borgere benytter lejligheden til at se morgendagens verdensstjerner her på Hvidovre Stadion og ikke mindst bakke op om de lokale stjernefrø, slutter Michael Bruun Jepsen af.

Saga Andersson (Foto: DECA)

Saga Andersson (Foto: DECA)

AnneSofie Hartmann (Foto: DECA)

AnneSofie Hartmann (Foto: DECA)

Elina Kinnunen. (Foto: DECA)

Elina Kinnunen. (Foto: DECA)

Maja Nilsson (Foto: DECA)

Maja Nilsson (Foto: DECA)

menu
menu