Grønt flag på Avedøre Skole

Grønt flag på Avedøre Skole

Vi har i skoleåret 2017/2018 arbejdet med temaet NATUR og 86 % elever har deltaget i et eller flere fag.

Målet har været, at igangsætte tiltag der fremmer biodiversiteten på Avedøre Skoles område samt i lokalområdet via undersøgelser i udeskolen med fx affaldsindsamling, insekthoteller, kompost og skolehaven.

Afslutningsvis har vi præsenteret årets arbejde med en fotoudstilling på Avedøre Skoles bibliotek PLC.

Vi er nu klar til, at indsende rapporten til Friluftsrådet.

Eleverne på Avedøre Skole har brugt uge 10 på affaldsindsamling. De begyndte ugen med seks lektioners basisviden omkring affald, før de gik ud og samlede ind. De har blandt andet lært, at det tager 500 år for naturen at nedbryde staniol. Derudover har 3.A, 3.B, 3.C, 3.E, 5.C, 6.B og 7.A været med til at starte skolehaven og insekthoteller op.

Efter de seks lektioner i klasselokalet fandt de de store sorte affaldssække frem og begyndte indsamlingen.

- Vi har samlet det ind ude omkring skolen og på græsplænen, fortæller en af eleverne. 0.B har brugt to timer på selve indsamlingen, hvor de nåede op på 24,5 kg, hvilket svarer til tre store affaldssække. De blev dog slået af 1.C, der nåede helt op på 25 kg, på trods af de kun brugte en enkelt time.

- Vi har lært at dyrene kan dø, hvis man smider skrald i naturen, beretter en flok piger. Klasserne fik en stor kagemand som præmie for deres store arbejde.

Indhold i sækkene

- Vi har samlet mange forskellige ting, oplyser en smilende elev.

De forskellige ting er alt fra en punkteret bold til en træsko, der havde mistet sin ejer. Det, børnene samlede mest af, var plast og jern. Dog støtte de også på nogle pudsige ting såsom tegl til et tag og et afrevet barbiehoved.

- Jeg synes, det var sjovt. Men det var også lidt klamt at skulle samle gamle bananskræller op, siger en elev med rynkede næse.

Hjemmedyrkede grøntsager

Klasserne begyndte med at etablere skolehaverne i uge 19. Skolehaverne skal bruges til at dyrke grøntsager, der skal bruges til grøntsagssuppe i madkundskab. Der er plantet ærter, rødbeder, squash, gulerødder og løg. Derudover har 5.Cs elever haft mulighed for at plante noget, de har haft med hjemmefra. Eleverne skiftes til at vande bedene hver skoledag, og de synes det er spændende at se det vokse.

Gode forhold for insekterne

I sløjd bygger eleverne insekthoteller. Insekthoteller er små træhuse, hvor der er indsat toiletruller og små stykker træ, så insekterne kan gemme sig.

- Det fungerer ligesom en gammel brændestabel, hvor insekterne kan gemme sig, fortæller en af lærerne, der har været med til at stable det på benene. Insekthotellerne er lige ved siden af skolehaverne, da insekterne skal bestøve planterne.

I uge 23 startede endnu en affaldsindsamling og denne gang løb 2.B med sejren, da de nåede op på 19 kg. 2.C kom ind på en flot andenplads med 11 kg. Efter sommerferien vil flere aktiviteter, der er til fordel for miljøet, blive afholdt.

Med venlig hilsen

Miljørådet på Avedøre Skole

En planche eleverne har lavet inden de skulle ud og samle skrald. Foto: Madina Bahramzi

En planche eleverne har lavet inden de skulle ud og samle skrald. Foto: Madina Bahramzi

menu
menu