Han blev ejer og kan nu fejre 50 års jubilæum

Han blev ejer og kan nu
fejre 50 års jubilæum

Tommy Schandorff 50 år med malerfirmaet Harald Jørgensen A/S den 1. august, - reception i Lejerbo Selskabslokaler fredag den 10. august

Som tiden bød i 60’erne, var han langhåret, den 15-16 årige Hvidovre-knægt Tommy Schandorff, da han 1. august 1968 kom i lære hos et af landets ældste og mest velrenommerede malerfirmaer Harald Jørgensen på Kong Georgs Vej på det fine Frederiksberg.

Det blev en livslang ansættelse. Næste onsdag den 1. august kan Tommy Schandorff nemlig fejre noget så sjældent som et 50 års jubilæum i firmaet, som han i dag selv ejer sammen med sønnen Allan.

Du skal klippes!

Tommy er født og opvokset i Hvidovre, og har boet her det meste af sit liv. Som barn havde forældrene lejlighed i Beringparken på Gl. Køge Landevej, og han havde også sin skolegang i Hvidovre. I ungdommens vår hyggede han sig med musik, fodboldspil og klubliv, men den langhårede fyr havde svært ved at finde en læreplads. Det var ikke alle firmaer der gouterede den hårpragt.

- Jeg havde forsøgt mig hos en lokal malermester i Hvidovre, men han krævede at jeg skulle klippes korthåret, siger en smilende Tommy Schandorff.

Og det var nok et held, for den unge mand fik i stedet en læreplads i et af landets ældste malerfirmaer Harald Jørgensen (etableret tilbage i 1870), og indledte dermed en imponerende karriere. Han fik svendebrev i 1972, og blev konduktør i firmaet i 1979. Firmaet var i Jørgensen-familiens eje indtil 1995 - for 23 år siden -, da Tommy Schandorff overtog hele bedriften med 60-70 medarbejdere.

- De sidste ejere Eigil og Ole Jørgensen var kommet op i årene og ramt af sygdom, så de syntes jeg skulle overtage det ekspanderende firma, fortæller Schandorff. - Jeg havde sådan set “styret” det i nogen tid, så jeg var ikke urolig for opgaven.

Samtaler med dronningen

Men det var - og er - altså ikke nogen helt lille butik. Malerfirmaet Harald Jørgensen A/S har haft mange store kunder og opgaver. I flæng kan nævnes betydelige arbejder på Christiansborg i Dronningens receptionslokaler, hvor Tommy har haft mange gode samtaler majestæten. Der har også været arbejder i bl.a. Folketinget, undervisningsministeriet, trafikministeriet, Højesteret, Holmens Kirke og såmænd også i det kinesiske thehus i Frederiksberg Have.

- Personligt har noget af det mest interessante været maleropgaverne i Statsministeriet, hvor jeg da har hilst godmorgen til statsministrene Jens Otto Kragh, Hilmar Baunsgaard, Hartling og ikke mindst Anker Jørgensen, som jeg havde et specielt godt forhold til, erindrer jubilaren.

I Hvidovre har firmaet selvsagt også mange gode kunder, bl.a. i bebyggelserne Lejerbo, Spurvegården og Rosenhøj.

- Firmaet har i dag 10 svende, hvoraf de 9 er fra Hvidovre, samt en servicemand, min søn og mig, og der er nok at gøre. Vi har i årenes løb uddannet 25-30 lærlinge, hvoraf langt de fleste har været fra Hvidovre. Firmaet har flyttet adresse et par gange, inden man “kom hjem” til Hvidovre, først til Mørups Alle, senere til I.G. Smiths Alle og de sidste 10 år da man overtog malerbutikken “Flügger” i ejendommen på hjørnet af Hvidovrevej og Kløverprisvej, hvor der nu er hovedsæde for hele foretagendet.

Tommy Schandorffs søn Allan er fulgt i farmands fodspor. Han kom i malerlære “ude i byen”, men trådte ind i firmaet i 1994, blev kort efter medejer, og kan iøvrigt fejre 25 års jubilæum næste år.

Også restauratør

Tommy Schandorff har heller ikke ligget på den lade side omkring andre lokale aktiviteter. I en årrække var han, sammen med bl.a. Daniel og Knud Agger, medejer af Center Pubben, men koncentrerer sig nu på den front om ejerskabet af bodegaen “Rottehullet”, sammen med vennen Lars “Lato” Thomassen.

I ungdomstiden spillede han fodbold i HIF, og fulgte divisionsholdet i tykt og tyndt i både ind- og udland, - i en årrække også som sponsor. Har han tillige i mange år været aktiv i Lejerbo Boldklub og Rosenhøj Boldklub.

Udsætter festen!

Det sjældne 50 års jubilæum den 1. august må i øvrigt udsættes.

- Da min søn og kompagnon Allan er bortrejst på selve dagen har vi besluttet at udsætte festlighederne omkring mit jubilæum til fredag den 10 august, hvor jeg holder reception og åbent hus i Lejerbo Selskabslokaler på Arnold Nielsens Boulevard 24. Det foregår fra kl. 14.00, - og til venner, bekendte og forretningsforbindelser beslutter sig for at gå hjem, slutter 50 års jubilaren.

mads-

menu
menu