Hent et hjerte fra Ønsketræet og glæd et udsat barn

Hent et hjerte fra Ønsketræet og glæd et udsat barn

Igen i år kan du være med til at give julegaver til børn og unge, som er tilknyttet Mødrehjælpen eller døgninstitutionerne Hvidborg og Porten

Når Hvidovre Kommune på søndag den 28. november inviterer til juletræstænding og julehygge på pladsen ved Hvidovre Rådhus, vil Ønsketræet med julegave-ønsker fra børn og unge fra Hvidborg og Porten også være at finde på ”rådhuspladsen”. I år er der også samlet ønsker ind fra børn fra Hvidovre, som får hjælp via Mødrehjælpen.

Når man henter et hjerte med et julegaveønske fra Ønsketræet, spritter man hænder af og bliver registreret, så kommunen har styr på afsenderen af gaven. Derefter har man frem til den 15. december til at købe gaven og aflevere den på borgmesterkontoret på rådhuset. Herfra bliver gaverne inden juleferien kørt ud til Hvidborg, Porten og Mødrehjælpen, så børnene og de unge kan åbne dem på juleaften.

Hvidovres borgere har igennem årene været meget interesseret i at sende ekstra juleglæde videre til de udsatte børn og unge, og Ønsketræet plejer at være et tilløbsstykke. Men skulle der efter juletræstændingen være hjerter, som endnu ikke er afsat til gavmilde borgere, vil man efterfølgende kunne hente et hjerte på borgmesterkontoret. Det vil blive annonceret på kommunens hjemmeside og facebookside, hvis der er hjerter til overs efter juletræstændingen.

Idéen til Ønsketræet kom fra en ung pige her i Hvidovre for en række år tilbage. Hun havde lyst til at gøre noget godt for andre børn og unge for hvem julen måske ikke er lige så festlig som for de fleste, fortæller borgmester Helle Adelborg. – Det var en virkelig sød og god idé, som vi besluttede at føre ud i livet. Siden hen har det været fantastisk at opleve, hvor mange, der har ønsket at bidrage til juleglæden og har købt en ekstra julegave til et barn eller en ung, de ikke kender.

Prisniveauet for gaveønskerne på Ønsketræet ligger på højst 200 kroner, og borgmesteren forklarer, at alle givere gennem årene har pakket julegaverne fint ind, som det hører sig til med julegaver. Nogle har til og med lavet personlige til-og-fra-kort med en særlig julehilsen til barnet eller den unge.

menu
menu