HIF atter med i hatten

HIF atter med i hatten

Efter sejr over B 1913 er HIF med når der trækkes lod i næste runde af DBU-pokalturneringen

FODBOLD: Man skulle tro, at Hvidovrespillerne ikke var vågnet af blunden i bussen til Odense tirsdag eftermiddag, for allerede efter 30 sekunders spil kom hjemmeholdet B 1913 fra DM-serien, foran efter et indlæg som uhindret blev headet i mål bag Oliver Korch.

B 1913 havde flere nærgående forsøg, men stille og roligt arbejdede HIF sig ind i kampen og svarede igen med et par rigtig gode muligheder, inden Lasse Brandt fik udlignet med et flot mål efter godt en halv times spil. Kim Aabech bragte HIF i front på et fint mål fra distancen, hvor han vendte som på en tallerken og bankede bolden fladt ned i det ene hjørne.

- Det var bestemt ikke ufortjent, men vi var et stykke fra vores niveau, konstaterede træner Per Frandsen. - Der blev lidt uro i slutfasen, hvor første B 1913 blev ramt af en udvisning for andet gule kort. Siden fik Daniel Thorup et rødt kort efter tumult, hvor begge spillere sparkede ud efter hinanden. Optakten var at Thorup blev sparket ned i det lille felt og fik frispark. Men de skulle nok skulle begge have været vist ud, som jeg så det...

Hårdt spil og udvisninger

I det hele taget spillede fynboerne meget med musklerne, og det skete ofte at HIF’erne “sprang for livet” eller holdt igen (nok af hensyn til lørdagens divisionskamp mod Frem?). To spillere, Frederik Krabbe og Frederik Antonsen blev skadet, og måtte udskiftes.

Louka Andreasen lukkede og slukkede, da han på en god fremlægning i feltet, fik afdriblet to mand og lagde bolden over den fynske målmand til 3-1. Et fantastisk mål og en generel god kamp af Louka, der hele tiden udfordrede B 1913 og arbejdede stenhårdt for holdet.

HIF var uden flere af de faste støtter, bl.a. Nicolaj Agger, Christopher Østberg, Alekssandar Lazarevic, Nicolai Bak Johannesen og keeper Mikkel Hasling.

- Men nu er vi videre i pokalturneringen, og det er vi tilfredse med, konstaterede træner Frandsen.

menu
menu