HIF er mentalt nede

HIF er mentalt nede

Træner Per Frandsen: - Vi har i den grad brug for en sejr og få selvtilliden tilbage og stoppet elevatoren

FODBOLD: Med nederlag på 0-2 ude mod Nykøbing hentede HIF det fjerde nederlag i streg. Hvor de tre første var efter lige og gode præstationer, var HIF ikke i nærheden af at fortjene en sejr.

- Alt det man skal gøre for at vinde en kamp, leverede vi bare ikke, mente træner Per Frandsen efter kampen.

- Første halvleg var en katastrofe. Vi vandt ingen nærkampe og ingen anden bolde, så derfor var det os, der halsede efter hele tiden. Den tilgang til kampen er jeg meget skuffet over. Men fodbold er jo et langt stykke hen ad vejen et mentalt spil. Vinder man, stiger selvtilliden og troen på egne evner, og det modsatte sker, når man taber...

- Vi har på træningsbanen arbejdet med vores defensiv og andre af de ting, vi bliver straffet på, men når man mentalt ikke er der, sker fejlene og scoringerne imod. Så vi skal tilbage til de positive tanker og måske ikke tænke så meget over selve spillet. Det kan vi jo. Det har vi jo bevist en masse gange. Jeg må så samtidig anerkende Nykøbing for deres spil og tilgang til kampen. De ville det mere end os. Vi kom så tilbage i 2. halvleg og var egentlig tæt på en udligning, da Nicolaj Agger sendte et skud på mål, der blev reddet på målstregen og headet ud i spil igen via underkanten af overliggeren. Sådan er fodbold jo som bekendt også...

- Nu har vi som opgave at få stoppet elevatoren nedad både pointmæssigt og mentalt. At tabe kampe er ikke verdens undergang, men det er trods alt lidt sjovere at vinde fodboldkampe. Vi møder et andet hold, der er i krise i Roskilde på søndag. De har skiftet træner i indeværende uge, men tabte alligevel til Viborg, så det bliver en meget interessant kamp, hvor det mentale i den grad spiller med...

ebo@hvidovreavis.dk

menu
menu