HIF-tropperne tromler videre

HIF-tropperne tromler videre

Aleksandar Lazarevic dobbelt målscorer i Næstved i en rodet og lidt ophidset kamp

FODBOLD: Både Næstved og HIF havde været i pokalkamp i onsdags, og begge hold havde brugt mange kræfter. Derfor var det nok en af forklaringerne på, at der blev indledt lidt stille og roligt i Næsved i søndags. En kamp som HIF vandt 2-1 efter føring på 2-0. Begge mål sendt ind af Aleksandar Lazarevic efter oplæg af Nicolaj Agger.

Som angriber skal man være der, når der er brug for det. Aleksandar Lazarevic har haft en del afbrændere i efterårets kampe, men mod Næstved slog han til. To herlige mål, som dannede grundlag for den endelige sejr. HIF var spilstyrende i en lidt rodet affære, hvor Næstved med respekt for HIF holdt sig lidt defensivt for at slå omstillingerne. Det havde de ikke så meget held med de første 45 minutter. Da Aleksandar Lazarevic bragte HIF på 2-0 i starten af 2. halvleg, troede flere, at det hele var afgjort.

Næstved fik reduceret efter et godt gennembrud af Kristoffer Munksgaard, der kort efter var alt for voldsom med en tackling bag fra på Kim Aabech. Direkte rødt og banen var åben for HIF. Det var nu Næstved, der fik flest kræfter ud af den udvisning. De satte spillet og skabte chancerne og var tæt på udligning hele tiden. HIF måtte redde på stregen og kæmpe for alt og med alt. Det sidste kvarter var lunterne korte, og stemningen lidt ophidset, og der blev delt nogle gule kort ud. HIF havde nogle rigtige gode muligheder omkring nogle omstillinger, men de skal vist trænes mere på træningsbanerne. Holdet fik for lidt ud af omstillingerne.

Men tre gode point, og hvis Næstved kommer med i oprykningsspillet til foråret, kan HIF medbringe 6 point til regnskabet gennem de to sejre over Næstved.

Træner Per Frandsen: - Næstved er et godt hold og svære at spille mod især på deres egen bane. De forsøgte at lægge boldene dybt mod os, men jeg synes, at vi løste de situationer rigtig fint. I den anden ende skabte vi igen rigtig mange chancer, og så vandt vi for 7. gang i træk. Vore to mål, som Aleksandar Lazarevic scorede var lige efter fodboldens ABC. Først et godt opbygget angreb helt nede fra egne banehalvdel, og så en omstilling, hvor han afdribler en modstander og lægger bolden ind. Jeg er rigtig godt tilfreds med, at vi vandt på en svær udebane. Her vil andre hold også få problemer...

ebo

menu
menu