Hjælp Julemanden med lokalhistorien

Hjælp Julemanden med lokalhistorien

"Der var et drama under opsejling, da de to brødre fra Hvidovre, Jørgen og Karl Erik Schou, fra modstandsgruppen Hvidovrekompagniet i april 1945 var på vej ud for at undervise deres kammerater i riffelskydning. På motorcykel med en sidevogn, hvori der lå en riffel, standsede brødrene nemlig lige hos deres forældre på Hvidovrevej 221 for at hente cigaretter.

Lige bag ved brødrene standsede der imidlertid en sort bil, hvorfra der sprang fire civilklædte HIPO-folk ud. De så riflen i sidevognen og arresterede straks de to brødre, lænkede dem sammen med håndjern og smed dem ind på bagsædet af bilen. Men mens de fire HIPO-folk gik ind i huset for at undersøge, om der var flere rifler, lykkedes det Jørgen at overmande bilens chauffør ved at gribe fat om hans hals. Jørgens bror, Karl Erik, snuppede derefter chaufførens maskinpistol og skød ham.

Skudene fik de fire andre HIPO-folk til at komme løbende ud, og det udviklede sig hurtigt til en ildkamp midt på Hvidovrevej, der fik fatale følger for i alt fire HIPO-folk. Ud over chaufføren blev tre af dem skudt og dræbt. En af dem nåede dog at krybe i skjul og skyde en af brødrene i låret.

Såret og sammenlænket flygtede Jørgen og Karl Erik imidlertid ad smutveje i villakvarteret. Her hjalp en lokal dem med at hugge håndjerne over, så de hver især kunne komme videre."

Håndjern i montren

Hvidovres julemand har øvet og øvet og øvet sig på historien om de to lokale helte i håndjern, og det har han, fordi Hvidovre Jule Nyts læsere hele den forløbne uge har afleveret grønne sedler, hvor de har krydset "Helte i håndjern" af.

- Det er derfor, der står en montre med nogle håndjern på Hvidovrevej lige omkring nummer 221, tænker julemanden og siger højt for sig selv:

- Åh, hvor er det dog godt, at Hvidovre Jule Nyts læsere altid er så gode til at hjælpe mig. Jeg kan ikke takke dem nok, siger han.

Julemanden er, for at sige det lige ud, overordentlig tilfreds med sig selv. I den forløbne uge har han øvet sig på historien, så han kan genfortælle den til Hvidovres børn, når han skal rundt med sin kane juleaften. Samtidig er han mægtig stolt af, at han kan være med til at fortælle lokalhistorien i Hvidovre.

- Jul er tradition og historie, og vi er jo alle sammen et produkt af vores historie, tænker han alvorligt.

Historien om....

Historien om de to Schou-brødre gør julemanden glad. Lidt anderledes er det med en anden historie der, så vidt han husker, ikke havde sit udspring i Hvidovre, men i hvert fald endte i Hvidovre.

- Det var vist noget med en ung mand, der havde en ganske trist baggrund, og som ikke kunne finde på meget andet at lave en kriminalitet. Men det var vist også en helt anden tid. Så vidt jeg husker, var det vist i 1880'erne, at det skete. Men ak, min hukommelse er virkelig ikke hvad den har været, siger julemanden til nissemor, der netop havde været så venlig at servere hans frokost.

- Jamen dog, min kære mand. Nu skal du ikke være så hård ved dig selv. Det er jo faktisk en ganske stor opgave du står overfor hvert år, og den klarer du til perfektion. Man kan altså ikke huske alt, eller nå alt, men du gør det, du er god til. Så vær du bare glad for, at du kan få lidt hjælp af Hvidovre Jule Nyts læsere, siger nissemor.

Julemanden læner sig beroliget tilbage i lænestolen.

- Du har ret, nissemor. Læserne kan garanteret hjælpe mig med at finde ud af, hvilken historien i gaden det er, jeg ikke kan komme på. Det var noget med en ung mand med et helt almindeligt navn, der satte ild til en masse gårde. Den sidste her i Hvidovre. Og så endte det med, at han blev halshugget, gyser julemanden.

Hjælp julemanden med at finde ud af hvilken “Historien i gaden” han ikke helt har styr på. Udfyld den gule kupon, som ligger ude hos vores annoncører, som er med i julekonkurrencen (Side 6-9 i denne sektion). Kuponen skal afleveres hos “Hvidovre Jule Nyt”, Hvidovrevej 301 senest søndag den 9. december kl. 12.

menu
menu