Husk valg til Ældrerådet

Husk valg til Ældrerådet

14 kandidater stiller op til det kommende Ældreråd. Rådets formand og næstformand opfordrer til, at man stemmer - for ældrerådet gør en forskel

Hvidovreborgere fra 60 år og opefter kan ved kommunalvalget i næste uge også stemme til Ældrerådsvalget - og det opfordrer formand og næstformand for ældrerådet til, at man gør. For Ældrerådet har direkte indflydelse på, hvilke tilbud og muligheder ældre borgere i Hvidovre har.

- Ældrerådet er de ældres talerør, så med Ældrerådet er man med til at få indflydelse, hvis der er noget i Hvidovre, der ikke går de ældres vej, siger formand for Ældrerådet Birthe Mingon til Hvidovre Avis.

Sammen med rådets næstformand, Grethe Hagedorn, og de fem øvrige medlemmer har der i hele den seneste periode været stor travlhed. Der er blevet udarbejdet værdighedspolitik, demenspolitik og pårørendepolitik - og derudover har Ældrerådet afgivet høringssvar, været aktive med input i de årlige budgetforhandlinger, de har deltaget i skovture, infoarrangementer for ældre og meget, meget mere.

- Vi har måske haft så travlt, at vi ikke har fået gjort opmærksom på os selv, siger Birthe Mingon og smiler.

Direkte adgang

Men både hun og Grethe Hagedorn understreger, at det efter deres mening derfor er meget vigtigt, at man som 60+-årig i Hvidovre Kommune gøre brug af den mulighed og repræsentation, som Ældrerådet er.

- Vi har direkte adgang til beslutningstagerne og de kommunale principsager, siger Birthe Mingon.

Hun tilføjer, at Ældrerådet ikke går ind i enkeltsager, men at der naturligvis er blevet afgivet høringssvar i f.eks. sagen om Motionscentret og ligenden, som har indflydelse på kommunens borgere, der er 60+. Og både hun og Grethe Hagedorn mener, at Ældrerådet gør en forskel.

- Det seneste eksempel er, at vi har spurgt ind til problemstillingen med, at man ikke kan få handicapkørsel, hvis man selv har betalt for sin rollator. Og det ser det ud til, at der er kommet et godt resultat ud af den forespørgsel, siger Birthe Mingon.

Politisk lydhørhed

Løsningen kom efter Ældrerådet havde haft møde med Social- og Sundhedsudvalget, og det får Mingon og Hagedorn til at konkludere, at Ældrerådet har både forvaltning og politikernes lydhørhed.

- Vi oplever politikerne som lydhøre og det viser sig blandt andet, når vi har møde med dem. Vores høringssvar indgår også i behandlingen af de sager, der påvirker ældre i Hvidovre, siger Mingon.

Ældrerådet har ud over det nævnte arbejde også et månedligt møde med forvaltningen, hvor emner, der kan påvirke ældre i HVidovre, bliver drøftet.

Der skal vælges i alt 7 mandater til det kommende Ældreråd. 14 kandidater er stillet op, og er man interesseret i yderligere info om kandidaterne har Ældrerådet lavet en folder, hvor de enkelte kandidater er opstillet i alfabetisk rækkefølge. Ønsker man yderligere info om Ældrerådet og rådets arbejde er der endvidere mulighed for at møde dem, når der i denne uge er temadag om ældre og bevægelse i Medborgersalen (tilmelding er nødvendig og kan gøres via Hvidovre Kommunes hjemmeside).

Stemmesedlen til Ældrerådsvalget får man, hvis man er stemmeberettiget, når man møder op for at stemme til kommunalvalget eller, hvis man brevstemmer i Borgerservice.

key

Birthe Mingon

Birthe Mingon

menu
menu