Hvidovre er halvvejs i suveræn stil

Hvidovre er halvvejs i suveræn stil

Med 6 sejre på stribe er HIF i spidsen for sin gruppe - nu venter et massivt og vigtigt program

FODBOLD: Meningen med efteråret er som bekendt at undgå at komme i nedrykningspil og kvalificere sig til oprykningsspillet med flest mulige point. Ser man på stillingen halvvejs inde i programmet er HIF duksen med 19 point for 7 kampe. Kun et uafgjort resultat ude mod AB i den første kamp har betydet pointtab. Ellers er der kommet en perlerække af sejre og 17 scorede mål mod 2 sat ind bag et velspillende forsvar med solide præstationer af Malte Kiilerich og målmand Mikkel Hasling.

Kampen ude mod bundholdet Hillerød, der kun har formået at tilspille sig et enkelt point var samtidig enden på den første halvdel af turneringen. Kampen blev ingen fodboldoplevelse, og den endte med en smal 1-0 sejr til HIF. En våd og tung bane, der hurtigt blev ujævn havde en del af skylden for det mindre prangende spil, men det var som om hjemmeholdet havde mest gavn af den ujævne bane. Hillerød kæmpede bravt for at få point, og de havde nogle fine muligheder undervejs. Største chance havde de efter 40 minutters spil, hvor en angriber faldt lidt for let i feltet, og handlingen blev takseret til straffespark. En kendelse Frederik Krabbe, som var "forbryderen" bestemt ikke var enig i. Målmand Mikkel Hasling fik med en super redning nede ved stolpens rod afværget det velplacerede forsøg, der blev viftet til hjørne.

- Jeg havde læst ham og var forberedt på både, hvor skuddet ville komme og højden. Hillerød var nok lidt usikker, fordi bolden blev flyttet 1 meter fra pletten, som var fejlagtigt placeret i forhold til målet. Jeg havde gjort dommeren opmærksom på fejlen inden kampen, så den del af spillet var på plads, kommenterede Mikkel Hasling.

Det flydende spil var ikke HIFs adelsmærke. Bolden blev varmet lidt for længe, og så blev de sværeste løsninger lidt for ofte foretrukket. Det enkle og direkte spil kræver tempo og gode løb, og der var HIF ikke på dagen. Defensivt stod HIF vanen tro solidt. Der blev bygget tålmodigt op, men på Hillerøds banehalvdel kneb det med kreativiteten. Louka Andreasen var ret ene om at holde tempo og søge afslutninger, men topholds medgang og bundholds modgang er ingen skrøne. Det er en del af det mentale spil i en kamp.

HIF blomstrede op i det sidste kvarter, hvor Kasper Kristensen kom ind og tog styrepinden. Der kom et par gode muligheder, som Hillerød først reddede på målstregen, og siden var overliggeren redningsmand. Men indskiftede Casper Jensen var på plads 10 minutter før slutfløjt, da han satte sidste fod på en god pasning fra Magnus Fredslund.

Træner Per Frandsen: - Jeg havde regnet med en svær opgave i Hillerød, der spillede en fin kamp. Vi ramte så ikke vores niveau. Vi magtede ikke at lukke deres defensiv op. Samtidig var vi ikke gode nok til at vinde de løse bolde og etablere en hurtig omstilling. Men jeg var godt tilfreds med Louka Andreasens indstilling, temposkift og ideer, og så holdt målmand Mikkel Hasling os inde i kampen...

ebo@hvidovreavis.dk

Magnus Fredslund forsøgte mange ting mod Hillerød, men det var svære vilkår for alle parter.

Magnus Fredslund forsøgte mange ting mod Hillerød, men det var svære vilkår for alle parter.

menu
menu