Hvidovre-roere med i Hamborg-regattaen

Hvidovre-roere med
i Hamborg-regattaen

Thomas Jensen er udtaget til Junior-NM i Finland - ny båd doneret af Dampskibsselskabet Orients Fond

ROSPORT: Pinseweekenden bød på både vand fra oven såvel som under bådene for Hvidovre-drengene, Thomas Jensen og Marcus Lyngesen.

De deltog i Hamborg Internationale Junior Regatta, hvor de prøvede kræfter med roere fra Tyskland, Frankrig, Sverige, og Norge, som alle havde sendt deres stærkeste roere til regattaen. Hamborg Regatta er en af de største og mest prestigefyldte regattaer i Tyskland, så der ventede hård konkurrence.

Thomas Jensen sad i en 4’er bestående af roere fra Holstebro, Bagsværd og Hvidovre. De fire drenge havde et godt samarbejde, og sluttede på en flot 2. plads, kun få sekunder efter vinderen. Søndagen bød igen på regn og frisk vind over søen, som gjorde at alle roere var udfordret med bølgegang over de spinkle både. Det lykkedes for Thomas Jensen og mandskabet at hente en kneben 3. plads efter et meget tæt opløb med kun en bådspids til nr 2.

Marcus Lyngesen stillede op i single-sculler, og måtte se sig uden for topplacering begge dage. Prioriteten ikke var en placering, men at få international løbserfaring, som en del af en mere langsigtet træningsplan.

I Hvidovre har drengene netop indviet en sprit ny Fillippi kapronings 2’er med en jomfrutur i Kalveboderne. Båden er doneret af Dampskibsselskabet Orients Fond, og er nu endelig leveret hele vejen fra Italien. Hvidovre Roklub er meget taknemmelige for denne donation, som giver optimale muligheder til de roere, som har ambitioner om kaproning.

Thomas Jensen er også netop udtaget til at stille op med det danske landshold ved Nordiske Juniormesterskaber i Finland om 14 dage.. Han skal igen ro 8’er med de bedste U19 roere fra andre danske ro-klubber.

menu
menu