Hvidovre tog en flot skalp

Hvidovre tog en flot skalp

Superligamandskabet fra FC Nordsjælland kom i menneskehænder mod Hvidovre i sidste uge

FODBOLD: Efter det forsmædelige store nederlag i den sidste kamp i turneringen mod B 93, var det i torsdags tid til at få repareret stoltheden og pudset lidt på æresmedaljen. FC Nordsjælland kom i stærkeste opstilling undtaget de spillere, der var udtaget til den danske landsholdstrup. Hvidovre var ligeledes mødt op i stærkeste opstilling de skadede spillere undtaget.

Kampen endte med sejr til HIF på 3-2 efter føring på 2-1 ved pausen. Alelsandar Lazarevic lagde for med en kynisk udnyttelse af en Nordsjællandsk forsvarsfejl. Nicolaj Agger gjorde det til 2-0 efter et super oplæg af Louka Andreasen. FC Nordsjælland fik reduceret kort før pausen på deres eneste chance i de første 45 minutter. Unge Lirim Qalimi scorede til 3-1 efter godt oplæg af Nicolaj Agger, inden FC Nordsjælland kort før tid scorede til slutfacit 3-2.

- Jeg er i den grad tilfreds med spillernes indsats og den måde, vi håndterede FC Nordsjælland på, kommenterede træner Per Frandsen. - Jeg tror, de blev lidt overrasket over det pres, vi lagde, og den boldomgang og den rytme vi havde i spillet. I min verden var vi det klart bedste hold gennem samtlige 90 minutter. Især de første 45 minutter var opvisning, hvor de desværre fik reduceret vores 2-0 føring på deres eneste reelle chance. Vi måtte skifte Magnus Fredslund ud med Alexander Green på grund af et direkte rødt kort til Fredslund. Han forhindrede en oplagt målchance som sidste mand, og det kostede. Alexander Green er hjemme fra Norge, hvor han til daglig spiller. Han har trænet med os gennem de seneste tre uger, og han erstattede Magnus Fredslund fint...

- Jeg er rigtig glad for, at vi ligesom fik sluttet et fremragende efterår af med et godt resultat. Kampen mod B93 er lagt bag os, og vi kan træne stille og roligt tre gange om ugen frem til den 5. december, hvorefter spillerne holder fri til den 8. januar, hvor der igen skal bygges op til en ny sæson...

ebo@hvidovreavis.dk

menu
menu