Hvidovres første hjertesti indvies med musik og dans

Hvidovres første hjertesti indvies med musik og dans

Vild med dans-stjerne Thomas Evers Poulsen gæster Hvidovre til temadag for ældre den 14. juni, inden kommunens nye hjertesti bliver indviet med fælles gåtur

Plænen foran Hvidovre Rådhus bliver fyldt med musik og menneskestemmer, når Hvidovre Kommune afholder temadag om bevægelse for ældre torsdag den 14. juni klokken 13:30 til 16:30.

På programmet er bl.a. humørbomben Thomas Evers Poulsen, kendt fra tv-programmet ’Vild med dans’. I to seancer af 20 minutter vil han fyre op under danseskoene og det gode humør, når han guider de deltagende gennem danse indenfor kategorien “ballroom fitness”.

Indimellem danseseancerne vil deltagerne og andre interesserede have mulighed for at snuse til og afprøve nogle af de bevægelsestilbud til ældre/seniorer, der findes i lokalområdet. Derfor er det en god idé at tage behageligt tøj på, som man kan bevæge sig i.

Der vil være fokus på aktiviteter, der kan laves udendørs - f.eks. vil der være besøg fra petanqueklubben, morgensvømmerne fra Præstemosen samt Ældre Sagen, som står bag en række aktiviteter for ældre.

- Med temadagen sætter Hvidovre Kommune fokus på bevægelsesglæde som en vigtig del af livskvaliteten blandt ældre, og det er oplagt at kombinere med indvielsen af Hjerteforeningens nye hjertesti, som starter og slutter ved rådhuset. Det fortæller formand for Ældre- og Sundhedsudvalget Lars G. Jensen:

- Vi har et rigt foreningsliv i Hvidovre med mange tilbud til ældre, der ønsker at holde sig i form, og det vil vi gerne støtte op om. Regelmæssig motion er godt for hjerte og sind, og ønsket med temadagen er at få flere ældre i træningstøjet og vise dem de muligheder for motion, der findes i Hvidovre.

Den nye hjertesti er den første af sin slags i Hvidovre og måler 3,6 km i længde. Stien bugter sig igennem rolige og grønne omgivelser i midten af byen.

Hvis man har lyst til at være med til gåturen, kan man møde op på plænen foran rådhuset fra kl. 15.30. Der vil være taler ved lokalformand for Hjerteforeningen Jann Larsen og formand for Ældre- og Sundhedsudvalget Lars G. Jensen efterfulgt af en fælles gåtur langs den nye hjertesti.

Thomas Evers Poulsen.

Thomas Evers Poulsen.

menu
menu