Indbyder til en aften om ”Slaget ved Køge Bugt”

Indbyder til en aften om ”Slaget ved Køge Bugt”

Interessant foredrag og film i Brøndby og Hvidovre Lokalhistoriske Selskab på næste tirsdag

4. oktober 1710 sprang det danske krigsskib, “Dannebroge” i luften, efter at skibets krudtkammer var ramt og antændt af den svenske flådes beskydning i slaget i Køge Bugt. “Dannebroge” ligger i dag som vrag 7 kilometer ude i Køge Bugt. 600 mand af besætningen fik deres våde grav derude.

Pensioneret orlogskaptajn Palle Nielsen vil fortælle den dramatiske historie om slaget. Frømandsklubben “Kon-tiki” fandt vraget af “Dannebroge”, og Stig Sørensen fra klubben præsenterer deltagerne for en premiere på en film om fundet af “Dannebroge” i 1985. Filmen viser en bronzekanon og selve vraget på havets bund, samt optagne fund.

Mødet om det historiske slag finder sted på næste tirsdag den 17. april fra kl. 19.00 til 21.00 på “Hermosagård”, Bygaden 82, 1. sal, i Brøndbyvester.

- Mødet er arrangeret i samarbejde mellem Lokalhistorisk Forening for Brøndby og Hvidovre Lokalhistoriske Selskab, oplyser formanden Jens Frederik Jørgensen. - Deltagelse er gratis for medlemmer, mens ikke-medlemmer må betale 25 kr. i entre.

Da deltagerantallet er begrænset, skal der ske tilmelding til Forstadsmuseet på telefon 36 49 00 30 eller på mail: forstadsmuseet@forstadsmuseet.dk

menu
menu