Infoskilte skal forkorte køer

Infoskilte skal forkorte køer

Der bliver ikke mindre trafik, men nye infotavler kan fortælle, hvilken rute, der har længst ventetid

Om ca. en måned vil trafikken til og fra Avedøre Holme blive hjulpet på vej af fire nye trafikinformationstavler.

Infotavlerne kan holde bilisterne orienteret om, hvor lang bilkøen er, når de skal til og fra området.

Som tidligere beskrevet i Hvidovre Erhvervsavis er tiltaget med infotavler sat i søen af Hvidovre Kommune i et tæt samarbejde med Industri- og Grundejerforeningen Avedøre Holme.

Håbet er, at man med infotavlerne kan finde en løsning, der kan lette dagligdagen - eller i hvert fald kø-ventetiden - for de mange bilister, der dagligt kører til og fra Avedøre Holme. Det er især til at aflaste køerne i rundkørslen i myldretiden, trafikinformationstavlerne kan være en hjælp:

- Vi håber, at vi med de nye infotavler og den app, der hører til, kan få trængslen til og fra Avedøre Holme spredt lidt ud, så trafikken på sigt vil kunne afvikles uden så mange og lange køer som i dag, fortæller trafikplanlægger Johannes Baagøe-Nielsen fra Hvidovre Kommune, der er projektleder på det nye trafikinformationssystem.

Følg kø-længden på app’en

De fire trafikinformationstavler, der bliver sat op på Avedøre Holme trækker data fra et system med sensorer på både Avedøre Holme og på Amagermotorvejen, der registrerer mobiltelefoner og måler, hvor lang tid de er om at ”køre” bestemte afstande og på den baggrund laver en samlet beregning og anslår, hvor lang køretiden vil være.

Udover trafikinformationstavlerne, som står på udvalgte steder i området, rummer løsningen også en app og en hjemmeside, hvor man allerede før, man sætter sig i bilen, kan følge med i køtiderne og overveje, hvornår det giver bedst mening at køre.

Trafikinformationstavlerne bliver sat op omkring den 1. oktober.

Lignende tavler er allerede i brug i bl.a. Køge og Aalborg.

menu
menu