- Jeg vil bare være menneske igen!...

- Jeg vil bare være menneske igen!...

Hvidovre-fødte Lars Krogh Jeppesen om tiden i den benhårde Bundesliga

Den tidligere håndboldstjerne Lars Krogh Jeppesen var langt fra hjembyen Hvidovre, da han spillede på de tyske, bonede gulve i Bundesligaen. Sammen med tretten andre danske håndboldspillere fortæller han i "Bundesdanskere - fortællinger fra verdens hårdeste håndboldliga" om sit liv på og uden for den tyske håndboldbane.

Fuldstændig euforiske tilskuere, eget køleskab med øl i omklædningsrummet, ekstrem disciplin og lange busture på Autobahn, når der er udekamp. Det var hverdagen for den tidligere håndboldspiller Lars Krogh Jeppesen, der i "Bundesdanskere - fortællinger fra verdens hårdeste håndboldliga" beretter om sit tyske håndboldeventyr. Bogen udkom den 30. juni

Spillere som Lars Christiansen, Lars Krogh Jeppesen, Mads Mensah Larsen og Rasmus Lauge uddeler private tanker om voldsomme skader, højtråbende tyske fans, korruption blandt ledelsen og selvfølgelig den obligatoriske fadøl efter en vellykket kamp, når den sidste harpiks er vasket af hænderne.

Selv havde Lars Krogh Jeppesen fået harpiks på hænderne fra både Flensburg-Handewitt og THW Kiel, der er gloende ærkerivaler. Da han skulle spille en kamp for Kiel mod sin tidligere klub Flensburg, ser han et banner fra de kielske fans med en hårdtslående besked: "Willkommen in der Hölle, Judas!".

- Da jeg ser det, tænker jeg bare: For fanden, mand. Det er kun sport, det her...

Men de tyske fans er højtråbende og enormt dedikerede. Lars Krogh Jeppesen får senere en officiel undskyldning fra de flensburgske spillere og træneren, og som et plaster på såret kan Jeppesen som den eneste dansker nogensinde prale af titlen som Årets Spiller i Bundesligaen i 2004. Jeppesens eneste kommentar til overraskelsen var: "Hold nu kæft, det passer jo ikke." Men Torsten Storm, Flensburg-Handewitts sportsdirektør, var rolig og forsikrede Jeppesen om, at det er sandt: Han var Bundesligaens bedste.

Men Jeppesens hårdt krævende spil i den tyske liga giver ham efterhånden så mange og svære skader, at de ender med at stoppe hans karriere:

- Det eneste, jeg tænker på, da jeg forlader Kiel, er at få det godt igen. Jeg tænker overhovedet ikke på at spille håndbold. Jeg vil bare gerne kunne gå normalt igen, uden jeg får en stråle af smerte ned i mit ben. Jeg vil bare være et menneske igen...

Lars Krogh Jeppesen

Lars Krogh Jeppesen

menu
menu