Julenissen fra Hvidovre

Julenissen fra Hvidovre

Hvidovre Lokalhistoriske Selskab med en lille sød julehistorie

Lige efter 2. verdenskrig flyttede Axel J. Eilersen ind i Hvidovreparken. Han var uddannet former og sammen med en af sine venner, Erik Nielsen startede han en lille fritidsvirksomhed i et kælderlokale M. Bechs allé 27.

Metalvarefabrikken fik navnet EINI - de to første bogstaver fra de to efternavne Eilersen og Nielsen.

I kælderen støbte de nisser i bly. Når nisserne var støbt, blev overflødigt bly fjernet, og nisserne blev malet med rød hue, hvidt skæg og med et dannebrogsflag. Så var det en rigtig dansk nisse. Der kunne sættes et lys i et hul ved siden af og støbt sammen med nissen.

Nisserne blev bl.a. solgt uden for ILLUM op til jul. Det stod hustruerne og nogle andre damer for.

Julenissens historie dukkede op i det regnskabsmateriale, som Eilo Eilersen har afleveret til Forstadsmuseet. Regnskabsmaterialet er fra 1946-52 og var samlet af Axel J. Eilersen. Det rummer kvitteringer for større anskaffelser, købekontrakter, kvitteringer for husleje, lys, varme, forsikringer, medlemsskaber mv.

Artiklen er tidligere bragt i ”Hvidovre Lokalhistorie - Avedøre/Hvidovre”, der udgives af Forstadsmuseet/Hvidovre Lokalhistoriske Selskab.

Af Jens Frederik Jørgensen

menu
menu