KAB VARSLER NU HUSLEJESTIGNING I FRIHEDEN

KAB VARSLER NU
HUSLEJESTIGNING
I FRIHEDEN

FINN BIRKMOSE PETERSEN om de mange utrolige fejl og mangler:

Renoveringen af Frihedens boliger som har været og stadig er en prøvelse for beboerne er der nu varslet huslejestigninger.

Inden opstart af renoveringen blev vi beboer orienteret om at huslejestigningen ville komme når hele renoveringen var afsluttet. På afdelingsmødet den 24. februar 2015 blev vi orienteret om ændring i huslejestigningen, der nu skulle ske i etaper. Huslejen skulle herefter stige når en etape var helt fuldtendt. Fuldendt er i min verden at det hele er færdigt. Denne ændring kom få måneder før opstart af renoveringen og var ikke oplyst i tidligere orienteringsmøder.

KAB har meldt renoveringen færdig og Anette Birkov oplyser at huslejestigningen træder i kraft den 1. juli, selvom der er få mangler, men de vil blive rettet efter den 1. juli.

Det med de få mangler kommer jeg tilbage til.

Jeg har efterhånden været i kontakt med over 50 beboere, som ikke har fået lavet fejl og mangler trods beboernes klager både skriftlig og personlig møde i informationsvognen op til 10-20 gange. De giver bare en sludder for en sladder og så sker der ikke mere. Det har desværre vist sig at der er rigtig mange som har opgivet at blive ved med at klage. Er det måden at behandle beboerne på?

Jeg har prøvet at få hjælp af vores afdelingsbestyrelse, men de kunne ikke hjælpe, men henviste til Følgegruppen, som jeg herefter har kontaktet skriftligt. Jeg har lige fået svar fra følgegruppen, at der ville gå mindst en måned før jeg fik et svar. Vi i Etape 1 har været plaget af byggerod og sjusk og det der er værre i snart tre år og vil herved oplyse KAB om mangler som KAB totalt overser bevist ved deres færdigmeldning.

Etape 1 mangler at få udskiftet forkert opsat havefacade på blok 7-8-10. Blok 9 er ved at være færdig med udskiftning af havefacade.

Vi skal endnu engang have stilladser, jernplader og lastbiler og håndværkere i mindst seks måneder, og det kalder KAB få fejl og mangler.

Så skal der anlægges græsplæner, adgangsveje er ødelagt og hullede af kørsel med maskiner og lastbiler. Fortove mangler asfalt, så kloakdæksler ikke stikker op og er faldgruber.

Indgangsfacader mangler at blive malet med antigraffitimaling.

Kælderen i blok 7 er opdelt i to brandzoner med en branddør, som blev fjernet ved opstart af renoveringen og der er ikke opsat en ny. Hvad siger brandtilsynet?

Jeg kan kort beskrive nogle af de fejl og mangler som jeg har fået oplyst af de mange beboer jeg har talt med.

Utætte vinduer. Nye gulve efter vandskader der ikke er gjort færdige. Ventilationsanlægget har rigtig mange klaget over. En beboer har ventet to år på at få udskiftet to vinduer og det er endnu ikke sket. Skæve entrédøre. Badeværelsesgulve der ikke er slebet. Manglende låger i entré, samt lem til ventilationsanlægget.

Så er der skimmelsvamp i kælderen i blok 9.

Hvordan får beboerne i blok 9 renset deres ting for skimmelsvamp i deres kælderrum? Det må jo hører under helhedsplanen, ikke?

Familier med barnevogne har ingen steder at stille deres barnevogne, da de jo ikke må stå i opgangen.

Hvor er det sørgeligt at KAB bliver ved med at holde alle de mennesker, der har rendt forgæves til informationsvognen for at få lavet fejl og mangler, her tænker jeg også på alle de ældre som slet ikke kan forstå at de skal udsættes for al det bøvl.

KAB påstår at de fleste fejl og mangler er udbedre, de kan jo lige så godt sige at det ikke bliver anderledes.

Nu mangler vi kun at få sandhedens om den endelige huslejestigning.

Så har KAB oplyst at vi har en besparelse på 23 %, men det er jo for regnskabet, der er fra den 1. juni til 31. december 2017 og det regnskab har KAB åbenbart ville vente med at oplyse os om, og betale besparelsen til os beboere. Hvorfor skal der gå så lang tid?

Frihedens boliger har tidligere været et godt sted at bo, men der er desværre ved denne renovering kommet nogle store ridser i lakken, jeg mener selv at ridser ikke er dækkende for alle de oplevelser vi har måttet stå model til.

Jeg har været i forbindelse med beboerne i Etape 2, der melder om samme problemer og ligledes har fået varsel om huslejestigning.

Hvor finder vi en meget klog mand eller kvinde, der kan hjælpe os?

Med venlig hilsen

Finn Birkmose Petersen

Hvidovre Enghavevej 98

menu
menu