Kæmpe bet for Fighters

Kæmpe bet for Fighters

Kæmpede forbilledligt og førte over Herlev men tabte efter straffeslag i kampen ingen måtte tabe

ISHOCKEY: Det var Metalliganes nummer 10 og 11, der mødtes i fredags i Hvidovre. Begge hold kæmper om at undgå sidstepladsen, og her fik Herlev så endnu en sejr og har dermed taget 5 ud af 6 point i de to klubbers møde.

Efter en heroisk indsats af Fighters var der i slutfasen ikke fuld opmærksomhed hverken på Herlevs puckfører eller den angriber, der havde sneget sig ind foran målmand Niklas Lundströms mål. Alene mellem tre Fighters fik Herlevspilleren fat i pucken og vendt sig rundt og med bagsiden af staven sendt pucken ind til 1-1. Sådan endte det, og så var der overtid i fem minutter med tre markspillere hver på isen. Det endte ligeledes 0-0, og så blev det hele afgjort på straffeslag. Her var Herlev bedst med to ud af tre scoringer. To point ind på deres konto, hvor Hvidovre Fighters, der ellers havde ført hovedparten af kampen, måtte nøjes med et point.

Skal man se på kampen som helhed, kan man ikke diskutere indsatsen hos Hvidovre. Der blev kæmpet med alt, og især den defensive del af spillet fungerede fint, da holdet hele tiden lagde det høje pres på Herlev og fik spoleret det meste af deres opspil. Lidt mere problematisk var det i Herlevs zone, hvor man indledningsvis kom frem til flere scoringsmuligheder. Den sidste skarphed var der ikke, og det er jo gerne den slags, der koster mange penge. I power-play kom Fighters i front midtvejs i 1. periode, da Rasmus Hansen styrede Nicki Kisums slagskud forbi Herlevs keeper. Endnu et overtal løb ud i sandet, inden Herlev lige fik mindet Fighters om, at de stadig var på isen. Et drønende landskud blev reddet af metalrammen, og så kunne de to hold ellers gå til deres første pause. Fighters vandt skudstatistikken med 6-2. Det blev der lavet om på i 2. periode, hvor Hvidovre slet ikke var med. Hvor man i 1. periode spillede glimrende i 15 minutter, var det lige omvendt i 2. periode. Her var Fighters kun med i de sidste fem minutter efter noget af et tryk fra Herlevs side. Herlev vandt skudstatistikken 17-5.

2. periodes gode slutning blev taget med i 3. periode, hvor Hvidovre i overtal havde et par giftige muligheder til Daniel Madsen. Endnu et overtal manglede lige den sidste kvalitet. Herlev fik også en mulighed i overtal, og her kæmpede Fighters fint og disciplineret. Herlev var ved at have brændt sig ud, inden en kontra og et udlignende mål fik bragt balance i regnskabet. Ærgerligt for Hvidovre Fighters efter en godkendt indsats.

Næste opgave er tirsdag den 17. oktober, hvor Sønderjyske tager imod på egen is.

ebo@hvidovreavis.dk

menu
menu