Kinesisk ministerbesøg på Avedøreværket

Kinesisk ministerbesøg på Avedøreværket

- I har åbnet vores øjne for, hvordan det kan gøres, sagde den kinesiske viceenergiminister

I sidste uge var København vært for arrangementet Clean Energy Ministerial (CEM), hvor de største økonomier i verden var samlet for at drøfte den grønne omstilling. I den forbindelse fik Avedøreværket i Hvidovre også fint besøg.

Kinas viceenergiminister Li Fanrong lagde sammen med en større delegation vejen forbi Avedøreværket. De skulle høre mere om, hvordan de danske kraftværker har været gode til at skabe samspil mellem kraftværker og vind- og solenergi.

Vil investere for 2.500 milliarder

Kina er lige nu selv i gang med at omstille deres energiproduktion til at være meget mere grøn og bæredygtig, og ifølge landets energistyrelse vil de investere for 2.500 milliarder kroner i grønne energikilder frem mod 2020.

I den forbindelse var et besøg på Avedøreværket, der er et af verdens mest højteknologiske og fleksible kraftværker, helt oplagt.

Minister imponeret

Den kinesiske viceenergiminister var meget imponeret over de danske kraftværkers evne. Han udtalte bl.a.: - Det har åbnet vores øjne for, hvordan det kan gøres. I har jo gjort det i årtier.

Dagen bestod af oplæg fra Ørsted om fleksibilitet i danske kraftværker, og hvordan Ørsted har ombygget sine kraftværker, så de i dag fyrer med bæredygtig biomasse, i stedet for kul.

Senere blev delegationen taget på rundtur, for at se Avedøreværket i aktion. Og selvom driften stort set er automatiseret, fik deltagerne stadig mulighed for at se og mærke produktionen af varme og elektricitet.

menu
menu